Vaks betjent snuppede fire vanvidsbilister på tre timer

En færdselsbetjent fra Østjyllands Politi beslaglagde mandag aften fire køretøjer på grund af vanvidskørsel – tre af dem på den samme strækning i Åbyhøj ved Aarhus.

En færdselsbetjent hos Østjyllands Politi var mandag aften vaks. 

På under tre timer lykkedes det ham at beslaglægge tre biler og én motorcykel på grund af vanvidskørsel.

Det fortæller Østjyllands Politi. 

- Det er mange, specielt fordi han var alene. Jeg mindes ikke, at vi har foretaget så mange beslaglæggelser på en vagt før, uanset hvor mange vi har været på vagt, fortæller politikommissær hos Østjyllands Politi Amrik Chadha til TV2 ØSTJYLLAND. 

Hvad er vanvidskørsel?

Tre vanvidsbilister taget på samme strækning 

Betjenten fik den første vanvidsbilist i kikkerten på Silkeborgvej i Åbyhøj, hvor han havde taget opstilling for at lave fartmålinger på en strækning, hvor hastighedsgrænsen er 50 km/t. 

Det lod en 23-årig mandlig motorcyklist dog til at være ligeglad med. I hvert fald stormede han klokken 22:07 forbi betjenten med 112 km/t. Det vil sige en overskridelse mere end 100 procent af den tilladte hastighed. 

Han fik derfor beslag motorcyklen og førerretten inddraget på stedet. 

Knap halvanden time senere var den igen gal på samme strækningen, da to mandlige bilister på henholdsvis 19 og 22 år, der tydeligvis ikke havde set færdselsbetjenten, valgte at køre om kap på strækningen. 

- Sådan som jeg har forstået det, så er det opstået spontant. 

- De holdt ved rødt lys ved Ringgaden, hvor de har hidset hinanden op og er kørt ud af Silkeborgvej. Hvad de bare ikke vidste var, at en af mine mænd stod længere fremme på Silkeborgvej, hvor han tog en måling af den langsomste kørende af dem, siger Amrik Chadha. 

Det var her på Silkeborgvej ved Åbyhøj, at betjenten fik tre af bilisterne i kikkerten.
Det var her på Silkeborgvej ved Åbyhøj, at betjenten fik tre af bilisterne i kikkerten. Foto: Google Maps

Målingen viste 101 km/t, og begge bilister overskred derfor, ligesom den første bilist, som fik beslaglagt sin bil, den maksimale hastighedsgrænse med over 100 procent. 

De fik derfor også beslaglagt deres biler og inddraget førerretten. 

Endnu en på motorvejen 

Men her sluttede aftenen ikke for betjenten. Da han et par timer senere var på vej tilbage mod politigården i Randers, var den gal igen. 

- På vej hjem bliver han overhalet af en 'raket', og han foretog en hastighedsmåling på 206 km/t, siger Amrik Chadha.

Kører man hurtigere end 200 km/t på motorvejen, er det at betragte som vanvidskørsel.

Betjenten fik derfor standset bilen på afkørselsrampen ved Hadsten, hvor han oplyste den 18-årig kvinde bag rattet om, at bilen skulle beslaglægges, og at hun ville få inddraget køreretten. Kvinden havde trods sin korte karriere som chauffør allerede seks klip i kørekortet. 

Var nogle af bilisterne påvirket?

- Nej, det har været folk med benzin i blodet, siger Amrik Chadha. 

quote Vi er overraskede over, at der ikke er flere, der har lyttet til den nye skærpelse. Det er en sanktion, der vil noget, og så skulle man tro, at folk lyttede til det.

Amrik Chadha, politikommissær, Østjyllands Politi

Bilisterne kan risikere fængselsstraf

Sagerne skal nu for retten, og med de nye og skærpede regler, som den 31. marts i år trådte i kraft i forsøget på at stoppe vanvidskørsel, kan de fire bilister risikere en fængselsstraf. Det fortæller politikommissæren. 

- Udover at deres køretøjer er blevet beslaglagt, så står de til 3 års ubetinget frakendelse af førerretten og op til 20 dages fængsel - plus en bøde oveni, siger han. 

- Vi er overrasket over, at der ikke er flere, der har lyttet til den nye skærpelse. Det er en sanktion, der vil noget, og så skulle man tro, at folk lyttede til det, siger han. 

- Vi er alt det på vejene, som vi kan være

Men det lader ikke umiddelbart til at være tilfældet. 

Siden politiet den 31. marts fik mulighed for at beslaglægge køretøjer, der bliver brugt til vanvidskørsel, er der i Østjyllands politikreds beslaglagt seks biler og to motorcykler.

To af bilerne er beslaglagt som konsekvens af både for høj fart og hensynsløs kørsel, hvor man har bragt andres liv og førlighed i fare. Her er begge bilister blevet varetægtsfængslet. 

- Der er tydeligvis nogen derude, der endnu ikke har forstået budskabet. Det har altså en konsekvens at køre både stærkt og hensynsløst, men det værste er, at man sætter andres liv i fare, siger Amrik Chadha. 

Skal der sættes stærkere ind, når man kan tage så mange på kort tid? 

- Vi er alt det på vejene, som vi kan være allerede. 

- Det handler om at være på det rette sted på det rette tidspunkt. Vi vælger jo ikke, hvor og hvornår de gør det, og vi er på vejene hver eneste dag, siger politikommissæren.