Vælger satte kryds ved Fedtmule
Ikke alle århusianske vælgere stemte på de kandidater, der stod på stemmesedlen. Fedtmule og Louise Gade fik også krydser.
Da de valgtilforordnede gik stemmesedlerne igennem tirsdag aften, fandt de også denne gang flere eksempler på vælgere, der ikke nøjedes med at sætte et blyants-kryds ud for én af de opstillede kandidater.
En århusiansk vælger har således sat kryds ud for 'Fedtmule', som vedkommende selv har tilføjet til stemmesedlen. En anden har været frustreret over ikke at kunne finde tidligere borgmester Louise Gades navn under Venstre og selv tilføjet det. Det skriver Jyllands-Posten.
En anden har brugt sin stemmeseddel til at foreslå 'fri rygning', og en tredje har blot sat et klistermærke med teksten 'Kejserens nye klæder' ud for den socialdemokratiske liste.
Der er også de politisk bevidste, der forsøger at råbe politikerne op. Valgleder og chef for Borgerservice Lene Hartig Danielsen kan fremvise citater som 'pampere' og 'uduelig' fra stemmesedler, der af samme årsag er blevet kendt ugyldige.