Vaccinationer udsat: Frontpersonale på COVID-19 afsnit får ikke andet stik som planlagt
Mangel på vacciner betyder, at sygeplejersker og andet frontpersonale på sygehusets COVID-19 afdeling har fået deres andet stik aflyst.
Første dosis af corona-vaccinationen blev givet til noget af det ansatte frontpersonale på
AUH´s coronaafdeling mellem jul og nytår.
Stik nummer to, der skulle have sikret personalet mod COVID-19, skulle have været givet i denne uge.
Men det skete ikke, oplyser Aarhus Universitets Hospitals presseafdeling til TV2 ØSTJYLLAND.
I stedet fik de ansatte en mail om, at deres tid til anden vaccination var aflyst. Samme mail vil blive sendt ud til de ansatte, der skulle have deres andet stik i den kommende uge.
Alvorlig og ærgerlig situation
Aflysningerne skyldes, at Region Midtjylland ligesom landets øvrige regioner, ikke kommer til at modtage lige så mange doser af vaccinen, som det var aftalt og planlagt.
Læs også
Det sker, fordi leverandørerne af vaccinen alligevel ikke kan levere så mange doser, som aftalt på det aftalte tidspunkt.
- Det er en alvorlig og rigtig ærgerlig situation, som vi desværre ikke har mange muligheder for at påvirke, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).
Plejehjemsbeboere først
Det er imidlertid ikke kun sygeplejerskerne på Aarhus Universitetshospital, der må se deres vaccinationstider aflyst.
Ansatte i hele Region Midtjylland vil ligesom en række udvalgte borgere, nu få tilbudt deres andet vaccinationsstik senere end planlagt.
Manglen på doser af vaccinen har fået regionen til at prioritere i første omgang at få beboerne på plejehjemmene færdigvaccineret.
- Jeg forventer, at vi når at revaccinere rigtig mange af dem i denne runde, siger Anders Kühnau (S).
Region Midtjylland og Aarhus Universitetshospital håber at kunne lave en ny vaccineplan på mandag.
- Allerede fra næste uge forventer vi – som det ser ud nu - at få stort set den forventede mængde vacciner, så der er håb forude, vurderer regionsrådsformanden.