V om kritik: Københavner-mentalitet
Venstre kalder det københavner-mentalitet, at ni eks-udenrigsministre advarer mod udflytning af institution til Aarhus
Det er udtryk for københavnermentalitet, når ni tidligere udenrigsministre i et brev til statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) advarer mod at flytte Dansk Institut for Internationale Studier, Diis, til Aarhus.
Sådan lyder reaktionen fra Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup, der er valgt i Østjylland:
- Det skriger til himlen om, at der desværre er en københavnermentalitet blandt de her ni tidligere udenrigsministre, siger han til Ritzau.
Eks-ministre: Til stor skade
De ni tidligere ministre, der blandt andet tæller Venstre-veteranen Uffe Ellemann-Jensen, opfordrer regeringen til at droppe den planlagte udflytning, fordi det vil være til "stor skade for den generelle adgang til viden om udenrigspolitiske emner".
Diis har behov for tæt kontakt til både ministerier, ambassader og internationale organisationer i København, lyder argumentet. Men det køber Michael Aastrup ikke.
Uffe Ellemann advarer mod udflytning
- Vi taler om en institution, som vi beder flytte til Danmarks næststørste by. En by, der har et internationalt klima, et uddannelsesniveau i topklasse på europæisk plan.
- Man kan komme til København i løbet af få timer. Der er to lufthavne tæt på Aarhus med internationale ruter. Så det er faktuelt forkert.
- Jeg tror, det mere handler om, at de ikke kan forestille sig, at noget kunne ligge i Aarhus.
Gør det ikke indtryk på dig, at ni tidligere udenrigsministre fra fem forskellige partier, der tilsammen har siddet 37 år på posten, kommer med denne opfordring?
- Jo, selvfølgelig gør det indtryk på mig, at der er ni tidligere udenrigsministre, der mener så meget negativt om Aarhus.
- Det koster ikke 100 mio. at flytte 13 job
- Jeg er ikke sikker på, at de nogensinde har været på besøg i Aarhus - det ved jeg jo godt, de har - men de har åbenbart ikke været opmærksomme på, hvad det er for en by.
De øvrige otte medunderskrivere er Henning Christophersen (V), Kjeld Olesen (S), Niels Helveg Petersen (R), Mogens Lykketoft (S), Per Stig Møller (K), Villy Søvndal (SF), Holger K. Nielsen (SF) og Martin Lidegaard (R).
Nedenfor kan du se et tv-indslag om flytningen af DIIS til Aarhus (sendt 9. februar):