Utrygt område er blevet trygt
Indsats fra politi, kommune og boligselskab har på et år vendt udviklingen i Langkærparken i Aarhus
For et år siden satte TV 2 | ØSTJYLLAND fokus på problemerne i Langkærparken i Aarhus-bydelen Tilst.
Politikere i både Aarhus og på Christiansborg krævede dengang, at der blev slået hårdt ned mod de bøller, som i flere måneder havde kastet sten efter busserne og spredt utryghed blandt beboerne.
Nu - godt et år senere - har tingene ændret sig:
- Vi har sammen med kommunen og boligselskaberne gennemført en bredspektret indsats, vil jeg kalde det, hvor vi også har været i dialog med de unge og samarbejder om krav og forventninger til hinanden - både politi og unge, men også boligselskab og kommunen, siger vicepolitiinspektør hos Østjyllands Politi Leif Benny Kristensen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Aarhus Sporveje har ikke registreret en eneste episode i Tilst i snart et år.
Se også: Ny og tryg bydel i Tilst
Og på baggrund af oplevelserne for et år siden er der nu et tæt og formaliseret samarbejde mellem busselskabet, politiet og Aarhus Kommune.
- Det er en stor gevinst for os alle sammen. Vi er bedre forberedt på, når tingene sker, siger buschef i Aarhus Sporveje Frits Vittrup.
Se mere i videoen øverst i siden, hvor du også kan møde nogle af beboerne i Langkærparken.