Ups! Politibil ramte el-skab
Beboere i flere boliger står uden tv og internet
Der var tilsyneladende tale om en løbsk patruljevogn, da Østjyllands Politi i går eftermiddag ramte det skab, som indeholder boligforeningens Åbyhøjgård i Aarhus' tv-installationer.
- Det var en patrulje, der havde glemt at trække håndbremsen, så bilen røg derfor ind i et el-skab, siger vagtchef Per Bennekov til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Påkørslen skete omkring kl. 16.15, og beboerne i husnumrene 8-17 har siden da stået uden tv og internet, og i en besked på Twitter undskylder Østjyllands Politi uheldet over for beboerne:
- Undskyld Åbyhøjgård fordi vi vi har taget jeres tv-signal. Det var en løbsk patruljevogn, som påkørte Stofaskabet.
Stofa oplyser, at de har sendt en tekniker ud for at udbedre skaderne:
- Vi regner med, at beboerne igen har tv og internet omkring kl. 20, siger kommunikationsansvarlig i Stofa, Henrik Eske.