Universitet udskyder fysisk undervisning til efter sommer: Astrid synes, det er at smide håndklædet i ringen

Der ser ud til at kunne gå måneder - og måske helt op til et halvt år - før studerende på Aarhus Universitet igen kan få lov til at modtage fysisk undervisning på campus.

- Man bliver så ærgerlig over, at de har valgt at kaste håndklædet i ringen, lyder det fra 21-årige Astrid Ry Vestergaard fra Aarhus. 

Reaktionen kommer ovenpå, at hun mandag modtag en mail fra Aarhus Universitet, hvor hun studerer, om at universitetet har besluttet, at forlænge onlineundervisningen til resten af semestret. 

Det vil sige, at den fysiske undervisning først vil blive genoptaget, når et nyt semester begynder til august/september. 

En mulig genåbning ændrer ikke på udmeldingen 

Som udgangspunktet betyder det, at undervisningen skal fortsætte online, også selv om der skulle komme meldinger fra regeringen og myndigheder om, at universiteterne må genåbne inden da. 

-  Vi vægter forudsigelighed højt af hensyn til den faglige kvalitet og af hensyn til jeres mulighed for at planlægge og forberede jer - både som studerende og medarbejdere, står der i brevet.

Her ses mailen, som Astrid Ry Vestergaard modtog mandag, om at resten af semestrets undervisning laves online. Foto: Privat
Her ses mailen, som Astrid Ry Vestergaard modtog mandag, om at resten af semestrets undervisning laves online. Foto: Privat

Astrid Ry Vestergaard, der studerer statskunstskab på 2. semester på universitetet, forstår godt, at man melder det ud allerede nu i forhold til eksamenerne, men det ærgrer hende, at man ikke har ventet med at forlænge onlineundervisningen. 

- Jeg kan til dels forstå, at de vægter forudsigeligheden, men jeg forstår ikke, at de ikke i det mindste tager kampen op, indtil der bliver meldt nye restriktioner ud. 

- Om jeg skal have undervisning i mit soveværelse eller på universitetet, det er ikke så svært for mig, at omstille mig til, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.

Synes universitetet skulle have ventet 

Lige nu diskuterer folketingets partier nemlig en langsigtet genåbningsplan, som efter planen skal præsenteres efter den 23. marts.

quote I stedet for at melde det ud nu, så synes jeg, man skulle have presset dem endnu mere for at universiteterne på en eller anden måde skulle være med.

Astrid Ry Vestergaard, statskunstskab, Aarhus Universitet

- Det er klart, at når man som universitet melder det ud, så fjernet det incitamentet for, at prioritere dem i en genåbning. 

- I stedet for at melde det ud nu, så synes jeg, man skulle have presset dem endnu mere for at universiteterne på en eller anden måde skulle være med, om det så bare er 50 procent fremmøde, siger Astrid Ry Vestergaard. 

Går ud over undervisningen 

Astrid Ry Vestergaard har ikke været til undervisning på universitetet siden midten af december måned, hvor landet blev delvist lukket ned. 

Før det var undervisningen og sociale arrangementer også med begrænsninger på grund af coronapandemien. Det betyder, at det er et begrænset studiefællesskab, som hun har haft. 

Derfor ærgrer det hende, at hun og hendes medstuderende nu har udsigt til endnu flere måneder alene derhjemme med onlineundervisning. 

- Det er demotiverende at sidde derhjemme alene, og man får ikke det samme faglige miljø. Det, synes jeg, er super ærgerligt, siger Astrid Ry Vestergaard. 

Astrid Ry Vestergaard er også bekymret for sine medstuderendes sociale trivsel, hvis de ikke ligesom hende er gode til at tage initiativ til at ses med folk udenfor skolen, og de på den måde ender med at sidde alene hver dag. Foto: Privat
Astrid Ry Vestergaard er også bekymret for sine medstuderendes sociale trivsel, hvis de ikke ligesom hende er gode til at tage initiativ til at ses med folk udenfor skolen, og de på den måde ender med at sidde alene hver dag. Foto: Privat

Også selvom universitetet i brevet til de studerende skriver, at der vil kunne blive åbnet op for eksempelvis læsepladser og studiegrupper på campus, ligesom studenterforeningen vil kunne få lov at afholde visse arrangementer med fagligt-socialt indhold, hvis der bliver givet grønt lys til en genåbning. 

- Det vil være en kæmpe stor forbedring, hvis de åbner for grupperum og læsesale, men jeg synes, det er ærgerligt, at det er det, som bliver prioriteret. Selvom underviserne er dygtige, så bliver undervisningen komprimeret, når den foregår online. 

- Og så tror jeg også, at undervisningen ville kunne åbne før studieaktiviteter, for det, som vi kan se, der er blevet genåbnet indtil nu, det er jo undervisning og ikke forsamlingsforbuddet, siger hun. 

Ikke muligt at åbne hurtigt 

Prorektor på Aarhus Universitet, Berit Eika, forstår godt Astrid Ry Vestergaards bekymringer, men fortæller, ligesom der står i brevet, at udmeldingen allerede kommer nu for skabe forudsigelighed. 

- Da vi forlængede onlineundervisningen i januar, lovede vi at vende tilbage med en melding midt i marts, om hvordan vi ville håndtere undervisningen og eksamerne resten af semestret, så det er en opfølgning på det, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND. 

Prorektor på Aarhus Universitet Berit Eika.
Prorektor på Aarhus Universitet Berit Eika.

Desuden vil afstandskrav og krav om test gøre det omfattende for universitetet at åbne, da det kræver stor logistisk planlægning. 

- Vi vil ikke kunne åbne fra den ene uge til den anden.

- Jeg forstår de studerendes frustration, men vi vil være helt henne i slutningen af april, før vi vil kunne åbne op, hvis de krav, som vi forventer om afstandskrav og hyppige test, bliver en realitet, og så er semestret alligevel ved at være færdigt, og vi er ved at være der, hvor det kun handler om eksamen, forklarer prorektoren. 

Frygter dårlig undervisning ved fremmøde 

Desuden mener Berit Eika, at det vil gå endnu mere ud over undervisningen, hvis de studerende sendes til undervisning med for mange restriktioner. 

- Hvis vi sammenligner med gymnasierne og folkeskolerne, så er det nogle andre vilkår, som vi har. Her følger man ikke på samme måde en bestemt klasse. Vi har hold, der går på tværs af de studerende, fordi de har forskellige valgfag, og så har vi store auditorier med 100 studerende eller flere, så det er en helt andet logistik. 

Derfor frygter Berit Eika, at det vil blive nødundervisning, og derfor har universitet i stedet prioriteret studiemiljøet, hvis der kommer en genåbning. 

Aarhus Universitet understreger i brevet til eleverne, at det hele kommer til at foregå efter myndighedernes retningslinjer:

- Vi vil gøre, hvad vi kan for at løfte vores ansvar og skabe rammerne for en tryg genåbning af universitetet, hvor fysisk fremmøde sker i henhold til myndighedernes retningslinjer for smitteforebyggelse, står der i brevet.

Gellerup boligblok

To Aarhussogne i fare for tvangsnedlukning

80_percent

play Biolog: Vi skal turde tro på, at dyrene kan passe sig selv

bil og josefine

Cykelsti stopper brat: Cyklister må køre på fragthovedåre

20210330-141423-L-1920x1342we

Regeringen er klar til at genåbne mere

HUSK PSYLLIUM-FRØSKALLER

Tilbagekalder naturlægemiddel: Tre er døde

def_thumb,50_percent

play På en villavej levede en mand i et affaldsbjerg, indtil naboerne gjorde et ubehageligt fund

Dagens mest læste