Unge mænd fanget af politiet: Kørte tør på stjålet knallert
To unge mænd kørte tør på en knallert, da de torsdag forsøgte at køre fra politiet
Alle der har prøvet at køre tør ved, at det er en virkelig øv-situation. Sådan må to unge mænd også have haft det, da de torsdag aften kørte tør på en knallert, mens de var på flugt fra politiet.
Læs også
De to mænd kørte rundt på knallerten ved bazaren i Aarhus Vest og havde, ifølge Østjyllands Politi, en provokerende adfærd.
- De kørte rundt og hoverede mod betjentene, der opfattede det som en provokation. Derudover kørte de to på en knallert og uden hjelm, og det må man ikke, siger Jeanette Løv Rasmussen, der er kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi, til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:
- Derfor forsøgte betjentene at få fat på dem, men det var de to unge mænd ikke interesserede i.
Læs også
Stak afsted til fods
En patruljebil fulgte efter de unge mænd på knallerten, som pludselig stoppede. Knallerten var kørt tør, så mændene måtte fortsætte flugten til fods. Flugten blev dog spoleret af en hurtig betjent.
- Da de kørte tør, stak de afsted til fods, men vores betjent løb dem op og fik dem fanget, siger Jeanette Løv Rasmussen.
De to mænd blev sigtet for at køre uden hjelm og for at køre to på en knallert. Derudover viste det sig, at knallerten var meldt stjålet, så mændene fik også en sigtelse for tyveri.
Knallertkørerne blev fanget i en del af en færdselskontrol, som Østjyllands Politi foretog i går aftes. Fælden klappede også for en 19-årig kvinde, der fik en ubetinget frakendelse af sit kørekort. Kvinden kørte 119 km/t på Silkeborgvej, hvor fartgrænsen lyder på 50 km/t.
Færdselskontrol i Aarhus Vest
- 7 til betinget frakendelse grundet hastighed
- 1 til ubetinget hastighed
- 3 til klip grundet hastighed
- 1 var frakendt førerretten
- 1 x rødt lys
- 3 x ulovlig overhaling / klipsager
- 1 x narkopåvirket bilist
- 4 x mobiltelefon
- 2 x sele
- 9 andre sager