Unge kommer op af sofaen
Tre ud af fire på kontanthjælp kommer hurtigt videre
Det kan lade sig gøre at komme hurtigt ud af kontanthjælpen.
I hvert fald har Aarhus Kommune i øjeblikket stor succes med deres såkaldte straksaktivering af unge kontanthjælpsmodtagere.
Unge under 30, der møder op hos Aarhus Kommune for at få kontanthjælp, bliver mødt med et krav om straks at møde i aktivering.
Og det er en succes, viser en opgørelse, som kommunen har offentliggjort. Tre ud af fire unge, der kommer i straksaktivering kommer hurtigt i enten ordinær beskæftigelse eller starter på en uddannelse.
- Vi opfatter det som en hjælp til de unge ledige, at vi sender dem i aktivering straks efter at de er mødt op for at bede om kontanthjælp. Vi ved nemlig, at jo længere tid man bare går uden at lave noget, jo større risiko er der for at den unge bliver hængende i systemet i lang tid, siger Claus Bislev, Centerchef i Job og Uddannelse hos Aarhus Kommune, til TV 2 | ØSTJYLLAND
Op af sofaen
En af de unge i aktering er 19-årige Jesper Boye Hansen. Han er ansat på Lokalcenter Skelager, hvor han blandt andet hjælper med at pleje beboerne.
Og han er glad for det puf, kommunen har givet ham.
- Jeg havde lidt svært ved at komme op om morgenen og så er det jo ikke så nemt at passe et arbejde. Så jeg er glad for at jeg fik chancen for at komme herud, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Han har arbejdet på lokalcentret i tre uger og er blevet så glad for jobbet, at han starter på Social- og Sundhedsskolen den 1. maj.
- Det er rart at gøre en forskel og hjælpe beboerne i stedet for at ligge hjemme på sofaen, siger han.
Kommunen har lavet en aftale med lokalcentrene, hvor omkring 100 unge under 30 år lige nu er i aktivering.