Unge begik vold i byen efter tumult
Der opstod tumult i nattelivet i Aarhus natten til lørdag, og to personer er anholdt
To mænd på henholdsvis 22 og 25 år begik vold mod flere personer i det aarhusianske natteliv natten til lørdag.
Det skete omkring klokken 03.30 i nat.
- Der opstod tumult i nattelivet, og vi har anholdt de to personer. De er ikke blevet løsladt endnu, da de er ved at blive afhørt nu her, siger vagtchef hos Østjyllands Politi Peter Hallstrøm til tv2oj.dk.
En 19-årig, to 25-årige og en 30-årig, alle mænd, blev udsat for slag med både flad og knyttet hånd.
- Jeg tror ikke, vi fremstiller dem i grundlovsforhør. Planen er, at de er blevet sigtet for vold, nu bliver de afhørt, og så bliver de løsladt, siger Peter Hallstrøm.
Volden skete ved åen på Åboulevarden, som typisk er stærkt befolket fredag og lørdag nat.