Ung vanvidsbilist mister Audi A6 - kørte 180 på Oddervej
En mand midt i 20'erne kørte mere end dobbelt så stærkt som tilladt. Det kan gå grueligt galt, siger vagtchef.
En ung mand måtte natten til lørdag aflevere nøglerne til sin Audi A6, efter han havde trådt for hårdt på speederen på Oddervej i retning mod Aarhus.
Omkring klokken 01.30 blev han observeret af politiet, der målte en fart på 180 kilometer i timen i en 80-zone. Det fortæller vagtchef hos Østjyllands Politi René Ludvig.
- Det er heldigvis sjældent, at vi ser så store hastighedsovertrædelser på landevejene. Det her er helt ekstremt. For der er ingen autoværn eller noget, så hvis man mister herredømmet over bilen, så kan det gå grueligt galt, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Sigtet for vanvidsbilisme
Føreren, der er midt i 20'erne, nåede også at blive målt til en fart på 130 i en 60-zone. Han blev bragt til standsning med det samme, og bilen blev beslaglagt med henblik på konfiskation.
Den unge mand blev sigtet for vanvidsbilisme, da der var tale om en hastighedsovertrædelse på mere end 100 procent.
Læs også
Man har dog ikke vurderet, at den sigtede var til fare for andre eller var påvirket. Han står derfor ikke over for andre sigtelser.
En Audi A6 har en vejledende pris på lige under 600.000 kroner. Og efter en ny lov trådte i kraft 31. marts sidste år kan biler brugt til vanvidskørsel, uanset ejerforhold, konfiskeres af myndighederne og blive solgt på auktion.