Undersøgelser afslører stor forurening på Aarhus Havn
Det Økologiske Råd er chokerede over omfanget af forurening på Aarhus Havn ved færgeankomst og -afgang
Nye målinger fra Det Økologiske Råd afslører en massiv partikelforurening fra Mols-Liniens færger.
Op til 10 gange om dagen kommer og sejler færgerne lige ved siden af boligerne på den nye bydel Aarhus Ø, og ifølge Kåre Press-Kristensen, der er seniorrådgiver i Det Økologiske Råd, er omfanget af forureningen chokerende:
- Vi var et langt stykke tid over 60.000 partikler per kubikcentimeter. Det er væsentlig mere, end vi måler på HC. Andersens Boulevard i det centrale København, der er en af de mest forurenede gadestrækninger, vi overhovedet har, siger han.
Hans målinger er foretaget på Pier 3 midt mellem færgelejet og den nye bydel Aarhus Ø.
Og i følge ham kan forureningen få alvorlige konsekvenser for folks helbred, hvis de for eksempel har vinduet åbent:
- Når der er sådan en færgeafgang eller -ankomst, hvis vinden så står i en uheldig retning, så kan de altså få lejligheden fyldt med sodpartikler.
Det er kun et par måneder, siden at Aarhus Kommune meddelte, at luftkvaliteten ved Aarhus Ø overholder gældende EU-regler. Det fastslog en undersøgelse iværksat, efter at TV 2 | ØSTJYLLAND tidligere havde bragt indslag om mulig luftforurening på Aarhus Havn.
Men selvom Det Økologiske Råds undersøgelser viser en stor partikelforurening, så mener kommunens ekspert ikke, at der er nogen problemer, så længe reglerne er overholdt:
- Lovgivningen på det her område er jo overholdt. Det er det, jeg som myndighedsperson er optaget af, siger Anders Maltha Rasmussen, der er afdelingschef i Teknik og Miljø.
Se mere om sagen øverst på siden.