Udvises i morgen
Har søgt udsættelse efter selvmordsforsøg
En dansk-vietnamesis familie bliver formentlig skilt ad i morgen, når Yen Ngoc må forlade sin mand og tage tilbage til Vietnam.
Parrets nu et halvt år gamle dreng, Kevin, rejser med moren og sin storesøster. Tilbage er Kenneth Iversen som de seneste måneder har kæmpet for at få lov at beholde sin familie i landet.
Yen Ngoc var for halvanden måned siden indlagt en uge på Psykiatrisk Hospital i Risskov, fordi hun var stærkt selvmordstruet, og i søndags forsøgte hun så igen at tage sit eget liv.
- Hun har flere gange sagt, at det var bedre, at hun døde, så var det mere sandsynligt, at hendes børn kunne blive her hos mig. Så hun er meget desperat, siger Kenneth Iversen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Familien har derfor endnu engang søgt om udsættelse af Yen Ngocs udvisning.
- Jeg frygter selvfølgelig at den ustabilitet fortsætter, hvis hun skal rejse i morgen, så jeg håber, hun kan få lov at blive rask her, siger Kenneth Iversen.
Årsagen til familiens separation er, at Kenneth Iversen modtog revalidering i forbindelse med en arbejdsulykke som maskinarbejder. Så selvom han efterfølgende uddannede sig til ingeniør, har fast arbejde og dermed kan forsørge sin familie, bliver Yen Ngoc alligevel smidt ud på grund af, at hendes mand tidligere har modtaget revalidering.
Om udsættelsen bliver godtaget, får familien besked om senere i dag.