Uddannelsesudspil deler vandene: - Jeg har allerede en dag fra 8-18
Regeringens bud på fremtidens kandidatuddannelse på universitet deler vandene blandt studerende i Aarhus.
Hvis du kunne, ville du så nøjes med ét år på en kandidatuddannelse på universitet til gengæld for højere kvalitet af undervisningen?
Det spørgsmål er blevet mere aktuelt, efter at regeringen mandag formiddag præsenterede sit reformudspil på et pressemøde.
- Vi vil oprette en etårig kandidatuddannelse med mere undervisning, mindst 15 timer om ugen, mere vejledning og feedback og en tættere kobling til arbejdslivet og erhvervslivet, lød det fra statsminister Mette Frederiksen (S).
Hver anden kandidatuddannelse skal ifølge udspillet forkortes fra to til et år. Det vil ifølge statsministeren give de unge de kompetencer, som erhvervslivet efterspørger, og gøre overgangen fra studie til job nemmere.
Hvad er kvalitet egentlig?
Men på Aarhus Universitet møder det blandede reaktioner
- Personligt kunne jeg godt have flere timer, uden at det ville være et problem for min hverdag, vurderer studerende Jose Nikolaj Bedoya Cabezas.
Det er der dog ikke plads til i Nikoline Romlund Leis kalender.
- Måske på de senere semestre, men med den mængde tid, jeg bruger på universitetet, har jeg nærmest en 8-18 dag hver dag allerede, fortæller hun.
- Det vil knibe med tiden, hvis man skulle læse dobbelt så meget i forhold til, hvad man kan dele ud på to år, men jeg tror stadig godt, at det kunne give mening i hvert fald for mig, siger Anders Tjørnelund Nielsen.
Til gengæld for den halve undervisning lægger regeringen op til, at kvaliteten skal øges gevaldigt i den undervisning, de studerende så får.
Det giver ifølge Anders Tjørnlund Andersen god mening, hvis pengene så bruges mere effektivt.
Nikoline Romlund Lei er dog af en anden holdning.
- Det giver ikke rigtigt nogen mening for mig at oppe mængden af uni-timer og heller ikke, at man opper kvaliteten ved at give mindre tid til det, siger hun.
Og hvad er kvalitet reelt? spørger Jose Nikolaj Bedoya Cabezas da også sig selv.
Kæmpe nej tak
Næstforperson for studenterrådet Jeanette Kusk er dog helt klar i mælet:
- Vi er meget kritiske over for udspillet og mener ikke, at det på nogen måde er et løft at uddannelsen at skære et helt år, siger hun.
Hun vil ikke komme ind på de enkelte uddannelser, der muligvis kunne skæres ned, men mener, at de fleste forskningsområder nok selv mener, at der er brug for mere forskning på området.