Uafgjort i arvefjendeopgør
AGF's sidste test inden sæsonstart gav uafgjort 1-1 mod Viborg
Godt nok var det en træningskamp, men der er få hold, AGF-fans hellere vil slå end Viborg.
Det lykkedes ikke fredag eftermiddag, da de to hold spillede 1-1 i Viborg.
AGF kom ellers foran midt i anden halvleg, da Kim Aabech i helt fri position fik hovedet på et indlæg.
Men fem minutter før tid lykkedes det Viborg at udligne. Det var den tidligere Superliga-bomber Jeppe Curth, der fik bolden i mål - også med hovedet.
Viborg kan blive en hård modstander for AGF i kampen for oprykning til Superligaen. AGF har seks point op til både Lyngby og Viborg, der indtil videre indtager oprykningspladserne.
AGF åbner sidste halvdel af sæsonen i 1. division den 15. marts med en udebanekamp mod midterholdet AB.