Tyve på vitaminrov
Sandwich-kæde i Århus er blevet mål for tyve, der målrettet går efter de store, tunge appelsinpresse-maskiner.
19. mar 2008, kl. 14:42
Mere end 30 dage gammel
To gange på kun en uge har tyve besøgt Anettes Sandwich-butikker i Århus, og begge gange har de udelukkende stjålet en dyr juicepresser.
Fredag i sidste uge gik det ifølge Århus Stiftstidende ud over butikken i Vestergade, og natten til onsdag slog gerningsmændene til i Banegårdsgade.
Maskinerne er ikke kun meget tunge, men koster også over 30.000 kroner stykket, og derfor har indehaveren af butikkerne nu udlovet en dusør på 5.000 kroner, hvis nogen har oplysninger, der kan bringe den friskepressede appelsinjuice tilbage på menu-kortet.