Tyve på julegaverov i Aarhus Midtby
Tre mænd fra Aarhus er blevet anholdt for at stjæle julegaver
Natten til fredag blev tre mænd anholdt for at stjæle julegaver. Østjyllands Politi havde kort tid forinden modtaget en anmeldelse om biltyveri på Fiskergade i Midtbyen i Aarhus.
Men da patruljen kort efter nåede til gerningsstedet, viste det sig, at de tre gerningsmænd på henholdsvis 19, 19 og 23 år var ved at hale julegaver ud af bagruden fra en bil. De tre unge mænd begyndte at gå fra bilen, da politiet ankom.
- Politiet fik råbt dem an og anholdt dem, siger Marianne Morgen, der er pressekoordinator ved Østjyllands Politi, til tv2oj.dk.
Gerningsmændene efterlod i tumulten gaverne ved bilen, som efterfølgende er blevet afleveret tilbage til den retmæssige ejer.
De tre anholdte forventes at blive fremstillet i grundlovsforhør i byretten i Aarhus i dag, fredag.