Tyv ville køre Max ned - efter lang jagt endte tyven på et tag
Det kan kræve sin mand at fange at fange en tyv
26-årige Max Nielsen arbejder normalt som programmør i Aarhus, men lørdag aften påtog han sig rollen som hverdagshelt.
Han sørgede i et usædvanligt forløb for, at en mand ikke slap afsted med sit ærinde, nemlig at stjæle en scooter fra ejeren af en grillbar ved Godsbanen i Aarhus.
Det involverede en halv times engagement, hvor Max undervejs måtte springe for livet, ligesom han allierede sig med andre mænd, der var til stede, for at undgå et overfald.
Læs også
Østjyllands Politi bekræfter overfor TV2 ØSTJYLLAND, at en mand er sigtet for at forvolde fare for liv eller førlighed og tyveri.
- Han stjæler en hvid scooter og kører rundt i området ved Godsbanen og chikanerer folk, og han forsøger også at påkøre en person, siger Peter Tolstrup, der er vagtchef hos Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.
Kører zigzag mod Max
Den person er Max Nielsen.
Han har været til en festival under Ringgadebroen i forlængelse af godsbanearealet, da han ser, at en mand stjæler en scooter, der står ved en grillbar. Max kender ejeren og ved, hvor vigtig scooteren er for ham.
Max beslutter sig derfor til at løbe efter tyven.
- Han så ud som om, han var på stoffer. Han så i hvert fald ikke rask ud, siger Max Nielsen til TV2 ØSTJYLLAND og forsætter:
Læs også
- Da jeg kommer hen til en parkeringsplads, kommer han kørende i zigzag mod mig, og jeg bliver mere eller mindre nødt til at hoppe for livet. Han kører så hurtigt, han kan, og det havde gjort rigtig ondt, hvis scooteren havde ramt mig.
Frygtede overfald
På trods af mandens vilde kørsel fortsætter Max med at jagte ham til bens frem og tilbage ved Godsbanen.
- Jeg havde set personen, som stjal scooteren og tænkte, at hvis nogen skulle kunne finde ham, ville det være mig, siger Max Nielsen til TV2 ØSTJYLLAND.
Efter længere tids jagt hopper manden af scooteren og går målrettet hen mod Max. På det tidspunkt var der heldigvis to tilskuere i nærheden, og Max sørgede for, at det så ud som om, at mændene var hans venner.
- Han virkede fucked-up, og det så ud som om, han ville slå mig ned. Jeg vidste ikke, om han havde kniv eller våben på sig, så jeg ville holde min distance, siger Max Nielsen.
Læs også
Tyv stikker af igen
Det lykkes Max og de to mænd at holde manden hen, mens de prajer ejeren af scooteren hen til den aggressive mand.
Da mændene føler sig sikre på, at scooter-tyven ikke har nogen våben, tager de sammen scooter-nøglerne fra ham.
Ifølge Max Nielsen må han holde fast i tyven, fordi han flere gange frygter, at tyven vil slå ud efter grillejeren.
Jagten slutter dog ikke her. Max ringer nemlig til politiet, og da tyven hører, at politiet er på vej, stikker han af.
Max og en anden mand løber efter tyven, der efter nogle minutters løb ender med at kravle op på taget af en lav bygning ved Godsbanen.
Læs også
Max og den anden mand får dog hevet tyven ned af taget.
- Vi får ham lagt ned på jorden, og jeg sørger for, at han bliver der. Han gør ikke modstand, og han virker til at være utrolig forpustet, efter jeg havde løbet efter ham, siger Max Nielsen til TV2 ØSTJYLLAND.
Det rigtige at gøre
Herefter kommer grillejeren sammen med flere lokale tilbage og holder tyven, mens Max går ud til vejen og venter på politiet, der får anholdt manden.
Men hvorfor bruge sin lørdag aften på at stoppe en tyv, der har stjålet en anden mands scooter?
- Jeg ved, hvor vigtigt scooteren er for ham i forhold til at fragte ressourcer til hans grillbar. Jeg syntes bare, det var det rigtige at gøre, lyder svaret fra Max Nielsen.
Læs også
Det forløb, Max Nielsen beskriver, stemmer overens med de oplysninger, TV2 ØSTJYLLAND har fået fra Østjyllands Politi.
Episoden blev anmeldt til politiet klokken 19.27.