Tyv stjal dyre stilletter
Mode-bevidst tyv stjal dyre mærkevare-sko
14. feb 2012, kl. 11:04
Mere end 30 dage gammel
En indbrudstyv vidste tilsyneladende præcis, hvad han skulle gå efter, da han mandag brød ind i en bolig i Vestergade i det centrale Aarhus.
Ifølge Østjyllands Politi stjal indbrudstyven to par eksklusive højhælede sko af mærket Christian Louboutin.
Skoene fra den franske producent har normalt en nypris på mindst 5.000 kr.
Tyven kom ind i boligen ved at bryde et vindue op. Foruden de to par stilletter stjal gerningsmanden også to fladjern, inden han forsvandt.