Tyv på flugt jagede kvinde ud af bil
Butikstyv sprøjtede peberspray i ansigtet på Bilka-vagt og tog derefter flugten væk.
Et forholdsvist banalt tyveri af Lego udviklede sig sent mandag eftermiddag dramatisk i Bilka i Tilst ved Aarhus.
Ifølge Østjyllands Politi tilbageholdt en af varehusets vagter en butikstyv, som havde fyldt sin rygsæk med Lego-legetøj og forladt butikken uden at betale for varerne.
Læs også
Mens en af vagterne ringede efter assistance, tog manden pludselig en hånd i bukselommen og hev en peberspray op. Han sprayede derefter vagten direkte i hovedet og stak af.
Det var startskuddet til en længere jagt i området omkring Bilka.
Mens flere vagter jagtede butikstyven, forsøgte manden at åbne døren til en bil, der kom kørende ind på parkeringspladsen.
Døren var dog låst, og manden fortsatte derfor i stedet ud på Anelystvej, hvor han fik standset en bil, som han også forsøgte at komme ind i. Også i dette tilfælde uden held.
Hev kvinde ud af bil
Manden fortsatte videre til parkeringspladsen ved Bauhaus, hvor han fik held til at komme ind i en bil, hvor der sad en kvinde på førersædet. Kvinden skyndte sig ud af bilen.
Inden han nåede at køre væk, fik flere vagter dog fat i manden, som de fik hevet ud af bilen og tilbageholdt, indtil politiet ankom.
Læs også
Da politiet ankom til stedet, blev den 29-årige mand anholdt og sigtet for røveri, trusler på livet, overtrædelse af våbenloven og for besiddelse af narkotika.
Det viste sig, at den 29-årige mand var efterlyst til afsoning, så han blev kørt direkte i fængsel. Det oplyser Østjyllands Politi tirsdag i sin døgnrapport.