Tvinges til at hæve pension af kommunen
Ann Bigum må ikke længere modtage dagpenge, og nu kræver Aarhus Kommune, at hun hæver sin pensionsopsparing, før hun igen kan få offentlig forsørgelse
55-årige Ann Bigum har arbejdet som socialpædagog, men hun har været syg i en årrække, og derfor har hun modtaget dagpenge. Det er dog slut nu, men i stedet for at tilkende hende kontanthjælp, kræver Aarhus Kommune, at hun hæver sin pensionsopsparing og bruger den først.
Det kan Aarhus Kommune gøre med Loven om aktiv socialpolitik i hånden, men det ønsker Ann Bigum - der stadig håber at finde et arbejde - ikke at gøre.
- Hvis jeg nu havde en stor opsparing et eller andet sted på en bankkonto, så skal jeg bruge dem. Hvis jeg havde vundet i lotto, så skal jeg bruge dem, men en aldersopsparing. Nej, jeg synes, det er så uetisk, at det er forfærdeligt, siger Ann Bigum til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Thomas Medom, rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse, mener det er rimeligt, at borgere skal forsørge sig selv, hvis de har midlerne til det.
Kontanthjælpsloft: Antallet af hjemløse eksploderer i Aarhus
- Det synes jeg, er rimeligt nok, fordi der så er krav om, at man må forsørge sig selv i det omfang, man kan i vores samfund, siger Thomas Medom.
Ann Bigum mener derimod, at hendes pensionsopsparing skal være med til at forsørge hende, når hun bliver 67 år, og derfor skal de penge være i fred.
Se hele indslaget i ovenstående video.