Tusindvis af løbere med til at fejre traditionsløb
Tirsdag gik startskuddet til DHL Stafetten i Aarhus. Løbet er vokset fra hundrede til at have mange tusind løbere.
Hen over de næste tre dage vil intet mindre end 45.000 løbere fylde Mindeparken i Aarhus.
Det traditionsrige motionsløb DHL Stafetten er nemlig skudt i gang, og det kan udover at fejre det, de selv kalder 40 års jubilæum, også glæde sig over et stort fremmøde.
Det er Aarhus Motion, som afholder arrangementet, der første gang fandt sted i 1983. Dengang var 800 tilmeldte løbere på en enkelt løbsdag.
Læs også
- Jamen det er jo en kæmpe rejse. I dag har Jørgen Berling startet løbet ud. Han er en af dem, som har været med til at starte det hele, og han har kunnet fortælle mange sjove historier, fra man kom herud og kun havde alle tingene i en lille bil. Nu er det jo bare en kæmpe folkefest, siger Jeanette B. Sørensen, eventchef i Aarhus Motion.
Siden er der kommet mange flere løbere, som samles omkring fællesskabet - og måske også en enkelt grillpølse og en øl. Tirsdag passerer 15.000 løbere og vandrere mållinjen til DHL Stafetten.
Selvom der er mange tilmeldte til årets DHL-stafet, så afspejler succesen sig ikke i den seneste undersøgelse af aarhusianernes trivsel og motionsvaner.
Undersøgelsen viser, at halvdelen ikke dyrker idræt eller anden motion i fritiden, og at 30 procent af de voksne aarhusianere er moderat overvægtige.
Fakta fra undersøgelsen
- 17 procent af aarhusianerne over 16 år er fysisk inaktive.
- 53 procent dyrker ikke idræt eller anden motion i fritiden.
- 30 procent af de voksne aarhusianere er moderat overvægtige, mens 12 procent er svært overvægtige.
- 64 procent af befolkningen har et ønske om at være mere fysisk aktive, mens tallet er 69 procent blandt de fysisk inaktive.
Slutter med fyrværkeri
Motionsløb er dog en af de motionsformer, som indenfor de seneste 25 år er blevet populær hos den voksne befolkning.
- Det er en del af en større samfundsudvikling. Idræt er ikke bare noget, man går til tirsdag og torsdag aften. Det er i stedet noget, der skal passe ind i en hverdag, og der er motionsløb bare nemt at gå til for stort set alle, fortæller Steffen Rask, som er analytiker ved Idrættens Analyseinstitut i Aarhus.
Både virksomheder og private kan deltage i DHL Stafetten, og hvis man ikke er til løb, er der også mulighed for at gå. Hver aften slutter stafetten af med fyrværkeri klokken 21.45.