Truede med pistol ud af bilrude
Tre mænd er mandag blevet anholdt, efter de ifølge politiet kørte rundt i Aarhus og viftede med en legetøjspistol ud af vinduet på en bil
Mandag sidst på eftermiddagen modtog Østjyllands Politi flere opkald fra bekymrede borgere, som havde set tre mænd køre rundt i en hvid bil, hvor den ene af mændene hang ud af vinduet og truede med en pistol og råbte.
Pistolen viste sig dog at være en legetøjspistol, men de tre mænd er blevet anholdt og sigtet for trusler.
- Vi får den første anmeldelse om det kort tid før klokken 17.00, og vi får i alt fire anmeldelser, inden vi får stoppet bilen med de tre mænd ved Viby Torv. Her bliver de anholdt uden den store dramatik, siger vagtchef Peter Hallstrøm fra Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
De tre mænd er henholdsvis 25, 30 og 30 år gamle, og de blev alle taget med på politistationen.
- De bliver sigtet for trusler. Vi har dem til afhøring lige nu, og så vil de blive løsladt efterfølgende, siger vagtchefen, der på nuværende tidspunkt ikke ved, hvorfor de tre mænd kørte rundt og truede andre med legetøjspistolen.