Truede betjente med gevær
26-årig mand fra Viby brød ind på politigården
En 26-årig mand fra Viby trængte tirsdag aften ind på byens politigård, hvor han fandt et oversavet jagtgevær og truede flere uniformerede betjente i vagtstuen. Inden smadrede han to computerskærme og andet inventar, oplyser Østjyllands Politi.
- Det oversavede jagtgevær var ikke ladt og funktionelt, og det bruges kun til øvelsesbrug på politistationen. Han fandt det på en hylde, siger politikommissær Mogens Brøndum til Ritzau.
Den 26-årige mand er derfor sigtet for ulovlig indtrængen, hærværk mod to computerskærme og trusler på livet mod flere betjente. Han erkender sig skyldig i sigtelserne.
Betjentene fik sig noget af en overraskelse, da manden kom gående, og politiet ser med stor alvor på bristen i sikkerheden på politigården.
- Vi vil starte en undersøgelse af, om politigården er sikret tilstrækkeligt, eller om vi skal indføre yderligere sikring, siger Mogens Brøndum.
Motivet bag det dramatiske optrin kendes ikke med sikkerhed, men den 26-årige hærværksmand og ulovlige indtrænger, som straks blev anholdt efter mødet med betjentene, beskrives som mentalt forstyrret af politiet.
Den 26-årige mand er varetægtsfængslet i fire uger ved Retten i Aarhus. Manden skal afsone de fire uger på en psykiatrisk afdeling.
OPDATERET