Tre mænd sigtet for skarpladt pistol
Pistolen blev fundet på en adresse i Risskov
11. maj 2016, kl. 08:45
Mere end 30 dage gammel
Østjyllands Politi fremstiller onsdag tre mænd på henholdsvis 21, 21 og 20 år i retten. Det gør man, fordi en patrulje i går kl. 9.17 fandt en skarpladt 7,65 mm pistol på en adresse i Risskov, hvor de befandt sig.
Ifølge politiet bor de to af mændene i Aarhus, imens den sidste er uden fast bopæl.
De blev alle anholdt i forbindelse med fundet af pistolen. Da sagen vil blive kørt for lukkede døre, har Østjyllands Politi ikke yderligere oplysninger i sagen.