Tre danskere undersøges for ebola
Tre sundhedsarbejdere bliver lige nu undersøgt på Aarhus Universitetshospital
Forsvaret og Beredskabsstyrelsen har valgt at hjemtage tre udsendte sundhedsarbejdere, der har arbejdet med ebolapatienter i Sierra Leone.
I Sierra Leone har medarbejderne været i kontakt med en amerikansk sundhedsarbejder, der har vist sig at være syg af ebola.
- Det er 4-5 dage siden, at de var i kontakt med en smittet amerikansk læge i Sierra Leone. Han er fløjet til USA til videre behandling, siger professor ved Aarhus Universitetshospital Lars Østergaard til TV 2 | ØSTJYLLAND.
De tre sundhedsarbejdere er alle velbefindende, og er blevet modtaget på Aarhus Universitetshospital til samtale og undersøgelse.
- Lige i øjeblikket er vi i gang med at undersøge de tre personer og finde ud af i hvilket omfang og i hvilken grad de har været udsat for smitte. Herefter laver vi en status med Sundhedsstyrelsen og beslutter hvad der skal ske med dem. Enten skal de blive her hos os til observation eller i karantæne i deres eget hjem, siger Lars Østergaard.
De tre danskere har været udsendt for henholdsvis forsvaret og Beredsskabsstyrelsen.