Tre anholdt for drabsforsøg
23-årig blev skudt i benet
Østjyllands Politi har anholdt tre mænd, som mistænkes for at stå bag et skyderi sent onsdag aften i det vestlige Aarhus, hvor en 23-årig mand blev ramt i benet.
De tre mænd, på henholdsvis 25, 29 og 32 år, bliver fredag fremstillet i grundlovsforhør, hvor de ifølge Østjyllands Politi er sigtet for drabsforsøg.
Skyderiet fandt sted onsdag aften kort før midnat på Janesvej, hvor gerningsmændene var iført hvide masker under overfaldet.
I samarbejde med Lokalpolitiet i Aarhus Vest har Østjyllands Politi nu anholdt tre mænd i sagen.
- Vi kender personkredsen, og det gør, at vi finder frem til dem. De anholdte og offeret kender hinanden, og årsagen til balladen er formentlig en fejde mellem to dele af en familie, siger politikommissær Vagn Martinussen fra Østjyllands Politi.
De tre anholdte vil blive fremstillet i grundlovsforhør fredag klokken 12.00 ved Retten i Aarhus. Det vil ske for lukkede døre af hensyn til den videre efterforskning, og Østjyllands Politi ønsker derfor ikke at kommentere sagen yderligere