Travlt døgn venter for dem der passer på os
Mens vi er flere, der venter på at champagnen skal drikkes, og fyrværkeriet fyres af, så møder politi, brandfolk og skadestuepersonale ind til en travl vagt
Et travlt døgn venter for politi, brandfolk og skadestuepersonale, der møder ind på årets sidste dag.
Ved Østjyllands Politi vil der være en del flere betjente på arbejde end normalt.
Læs også
- Selvfølgelig er det sådan, at der er flere på arbejde end normalt på en nattevagt. Vi er en del flere, end vi plejer at være på en normal nat, både uniformerede og civile, siger vagtchef ved Østjyllands Politi Jes Frederiksen.
Sidste år anholdt politiet tre personer på Store Torv i Aarhus. De tre personer havde hver især været uforsigtige med krudtet og havde fyret fyrværkeriet af mod andre mennesker.
Derfor vil politiet være til stede på Store Torv i aften.
- Hvor der er flere mennesker samlet, der vil vi være til stede. Det er et opmærksomhedspunkt, vi har noteret, siger Jes Frederiksen.
Brandfolk skal assisteres
Politiet havde også travlt med at assistere brandfolk et andet sted i Aarhus sidste år. I boligområdet Rosenhøj i det sydvestlige Aarhus blev brandfolk beskudt med bomberør, mens de var ved at slukke en mindre brand. Det skete syv gange i løbet af aftenen og natten.
I aften er politiets patruljer klar til at rykke ud og hjælpe brandfolkene.
- Vi kører præventivt patruljer for at imødegå den slags ting. Der er mange af sådanne steder, vi skal være på samme tid. Alt det vi kan køre præventivt, det gør vi naturligvis, siger Jes Frederiksen.
Brandfolkene hos Østjyllands Brandvæsen er klar til aftenens opgaver.
- Det, der kan være udfordring det ene år, det kan være problemfrit det andet år, siger indsatsleder Jesper Hansen.
Læs også
På brandstationen har man også kaldt flere folk ind end på en normal nat.
- Vi har opgraderet i forhold til nytåret, fordi vi ved, der kommer flere opgaver. Blandt andet er der flere fritidsbrandmænd på arbejde. Nogle af deltidsfolkene er kaldt ind, og så har vi bemandet ekstra biler, siger Jesper Hansen.
Vær tålmodig
På skadestuen i Randers har man også kaldt flere folk på arbejde. Men der kan alligevel godt blive rigtigt travlt i løbet af nytårsnat.
- Vi opfordrer folk til at have lidt tålmodighed. Vi gør, som vi altid gør. Vi tager de mest syge patienter først. Det vil altid være vores motto, siger Bente Fogh, der er oversygeplejerske på Regionshospitalet i Randers.
Hun fortsætter:
- Vi opfordrer borgerne til at passe rigtig meget på og især passe på børnene. De voksne skal sørge for, at børnene har deres sikkerhedsbriller på, og så skal man passe på ikke at blande alkohol og nytårskrudt.