Trafikkaos truer på havnen
Professionelle trafikanter utilfredse med trafikomlægning
Hvis det står til Aarhus Kommune, skal det være slut med at køre ad Kystvejen omkring havnen, hvis man skal fra nord til syd i byen - eller omvendt. Det er en beslutning, der skaber både undren og vrede hos en række professionelle trafikanter.
Til efteråret indledes et større vejarbejde, som skal forvandle den fire-sporede Havnegade og Kystvejen - fra Europaplads til Nørreport - til en to-sporet vej med langsomt kørende trafik ligesom Silkeborgvej i Aabyhøj. Letbanen skal etableres, og der skal skabes sammenhæng mellem byen og de bynære havnearealer.
Det omfattende vejarbejde ventes færdigt i 2015.
Aarhus Kommune forsøger allerede nu at lede trafikken ad Ringgaden i stedet for over havnen, blandt andet ved at sløjfe den ene venstresvingsbane på Grenaavej ved Marienlund, så trafikken i højere grad ledes ad Ringgaden, men resultatet har foreløbig kun været kødannelser på Grenaavej.
Vanskeligere at komme til færgen
Blandt kritikerne er direktør Jess Abildskou, der driver busrute 888 mellem Aarhus og København, som sender busserne fra Rutebilstationen til Mols-Linien ad den pågældende strækning.
Han frygter, at der bliver vanskeligheder med at komme til og fra færgen, når trafikken bryder sammen på strækningen
Morten Nyby Elgaard, kommunikationsansvarlig og næstformand i bestyrelsen for Aarhus Taxa, siger til Morgenavisen Jyllands-Posten, at Taxa frygter, at forholdene langs havnen på sigt vil give færre kunder.
- På kort sigt tjener vi penge på at holde i kø. Men på længere sigt får det folk til at søge alternative transportmuligheder, fordi de bliver utilfredse med at skulle bruge længere tid i taxaen og dermed betale mere, siger han til avisen.
Midttrafik flytter busruter
Midttrafik tackler problemerne ved at flytte busruter fra havnestrækningen til busgaden mens vejarbejdet står på.
Vejchef Michael Kirkfeldt, Aarhus Kommune, erkender overfor Morgenavisen Jyllands-Posten, at forholdene under anlægsfasen "bliver træls".
- Men efter 2015 bliver der lige så god fremkommelighed, som vi har i dag i bygaden gennem Åbyhøj, siger vejchefen.