Træner: Potentialet er kæmpestort
På trods af udfordringer i form af flere nye, unge spillere, har assisterende træner Thomas Høst stor tiltro til holdet
SK Aarhus har et stort potentiale. Sådan lyder det fra assisterende træner Thomas Høst.
Onsdag aften vandt holdet sin anden kamp i turneringen i overlegen stil med stillingen 33-18 over Sønderjyske.
Men der er flere nye spillere på holdet - og mange unge spillere. Derfor tør Thomas Høst ikke sætte sine forventninger til den nye sæson i Boxer Dameligaen for højt:
- Vi har et kæmpe potentiale, men det forløser sig måske først om seks måneder, eller om 12 eller om 18. Så det kommer til at tage tid, men potentialet er kæmpestort, siger han.
Sidste år nåede holdet til en ottendeplads:
- Jeg tror på, at vi kan slå alle, men spørgsmålet er, om vi får kontinuitet nok ind i holdet til, at det kan blive samme fine placering som sidste år.
Hør et interview med Thomas Høst øverst på siden. Interviewet er lavet i pausen i aftenens kamp mod Sønderjyske.