Træn krop og hjerte hjemme

Gode resultater med hjertepatienters genoptræning

Under teletræningen bliver hjertepatienterne udstyret med en respirations- og pulsmåler samt en telefon. Foto: Tonny Foghmar

Genoptræning er ikke kun noget, der foregår på sygehuset eller hos en fysioterapeut.

Patienter kan i visse tilfælde have endnu større gavn af selv at styre sin egen træning derhjemme.

Det viser ny forskning fra Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet.

Forskningen tager udgangspunkt i et projekt, hvor 30 hjertepatienter fik lov til at tilrettelægge deres genoptræning i hjemmet. Kravene var blot, at de skulle træne tre gange om ugen i 12 uger og heraf skulle de hver gang træne 20 minutter med moderat til høj intensitet.

For at måle deres træning, blev de udstyret med en respirations- og pulsmåler samt en telefon. Det var derefter op til hjertepatienterne at bestemme om, de ville løbe, cykle, svømme eller noget helt fjerde for at få pulsen op.

Efter 12 ugers træning har det så vist sig, at netop denne træningsform har været effektiv:

- Deltagerne havde både fået forbedret deres kondital, deres udholdenhed og deres muskelstyrke, siger fysioterapeut og ph.d. Annemette Krintel Petersen, som sammen med sygeplejerske og ph.d. Sussie Laustsen er ansvarlige for projektet, i en pressemeddelelse.

Under hele træningsperioden havde forskerne mulighed for at følge med i resultaterne via internettet.

Fysioterapeut og ph.d. Annemette Krintel Petersen er ikke i tvivl om, at denne type træning, som kaldes teletræning, kan være gavnlig for flere patientgrupper:

- Ikke alle patienter er velegnede til teletræning. Men for patienter, der f.eks. bor langt fra hospitalet og er forhindret i at komme til hospitalet p.g.a. arbejde, vil det være et godt valg.