Tobias styret af stemmer: Frygter at gøre andre ondt

29-årige Tobias Salbøg Morsø er psykisk syg og er blevet kastet rundt fra det ene botilbud til det andet. Senest har han boet alene i ni forskellige sommerhuse – og så fik han en række psykoser. Det burde have været forebygget, mener familien.

Autisme, OCD, Tourettes syndrom og skizofreni.

29-årige Tobias Salbøg Morsø ligner en almindelig ung mand, men han bærer rundt på en række alvorlige, psykiske diagnoser.

I årevis har han og familien kæmpet for, at han skulle finde det rette sted at bo. Men indtil videre er det ikke lykkedes.

Tobias har afprøvet en række botilbud rundt i Jylland, men ingen af stederne har fungeret i længden. I stedet har han boet i sin egen lejlighed og i forskellige sommerhuse. Og så gik det for alvor ned af bakke.

quote Jeg bliver bange for, at jeg kommer til at gøre andre ondt. Det har jeg ikke lyst til.

Tobias Salbøg Morsø, Aarhus

- Jeg kan godt lide at bo i sommerhus, men problemet er, at jeg sidder meget alene. Så jeg blev frygteligt psykotisk af det til sidst. Så det er ikke en løsning, der er skide god. Slet ikke når der ikke er nogle aktiviteter, jeg skal ud til, siger Tobias Salbøg Morsø til TV2 ØSTJYLLAND.

Tobias Salbøg Morsø som 18-årig på ferie med sin familie. Hans sygdom har tæret hårdt på familien, som føler, at kommunen ikke lytter til deres bekymringer.
Tobias Salbøg Morsø som 18-årig på ferie med sin familie. Hans sygdom har tæret hårdt på familien, som føler, at kommunen ikke lytter til deres bekymringer.

De seneste år er hans sygdom forværret. Siden oktober 2019 har han været indlagt med psykoser fem gange, og nu har han fået en skizofreni-diagnose. Når man har en psykose, smelter virkelighed og fantasi sammen, og man er i risiko for at skade både sig selv og andre.

- Der har været to stemmer, der har sagt, at jeg skulle gøre forskellige ting. Den ene gang var det kannibaler og voldtægtsforbrydere. Det var noget underligt noget.

Er du farlig for andre mennesker, når du har psykoser?

- Ja, det er jeg. For jeg render bare rundt og ved ikke, hvad jeg laver. Jeg bliver bange for, at jeg kommer til at gøre andre ondt. Det har jeg ikke lyst til, siger Tobias Salbøg Morsø.

quote Vi har som familie ikke noget at sige. Vi er totalt gidsler i, hvad kommunen, fagfolk og bosteder siger.

Trine Salbøg Kristensen, mor til Tobias, Feldballe

Ifølge professor i børne- og ungdomspsykiatri på SDU Niels Bilenberg er det i særlig grad vigtigt for personer med autisme at komme ud i virkeligheden.

Normalt begavede autister tager sjældent selv initiativ, og derfor har de brug for støtte fra andre. Hvis de sidder isoleret for længe, øges risikoen for psykoser.

Niels Bilenberg fortæller, at hvis man har haft en psykose, så er tærsklen for at få endnu en psykose en smule lavere. 
Niels Bilenberg fortæller, at hvis man har haft en psykose, så er tærsklen for at få endnu en psykose en smule lavere. 

Et stort cirkus

Hvis det står til Tobias’ mor, Trine Salbøg Kristensen, burde det aldrig være endt her. Familien har i årevis forsøgt at råbe Aarhus Kommune op. Men hun mener ikke, at kommunen har gjort nok for at finde det rette tilbud til hendes søn.

- Der er ingen tvivl om, at Tobias skal have en permanent døgnløsning nu. Vi har som familie ikke noget at sige. Vi er totalt gidsler i, hvad kommunen, fagfolk og bosteder siger. Det er et stort cirkus. Vi savner dialog. Vi skal ikke bestemme, hvad der skal ske, men vi har trods alt noget erfaring, siger Trine Salbøg Kristensen til TV2 ØSTJYLLAND.

quote Folk med psykiske lidelser er lige så forskellige som du og jeg, så det er lettere sagt end gjort at finde en god model.

Rune Meyer, centerchef, Ungecentret, Aarhus Kommune

En af udfordringerne er, at Aarhus Kommune ikke selv har et botilbud på hånden, der er skræddersyet til normaltbegavede autister med flere diagnoser som Tobias.

Den udfordring kender de hos Landsforeningen Autisme. Kredsformand i Østjylland Marianne Banner mener, at Aarhus Kommune skal lære, at autister er noget helt særligt – og at de skal have nogle helt særlige tilbud.

Trine Salbøg Kristensen forstår ikke, at man smider penge efter borgerne det ene sted, hvorefter man så i hendes øjne smider det hele på gulvet et andet sted.
Trine Salbøg Kristensen forstår ikke, at man smider penge efter borgerne det ene sted, hvorefter man så i hendes øjne smider det hele på gulvet et andet sted.

Afviste botilbud

Tobias Salbøg Morsø er myndig og har derfor selv det sidste ord. Flere dårlige erfaringer med bosteder gør, at han har mistet tilliden til dem. Derfor har han indtil nu afvist den løsning, når Aarhus Kommune har foreslået et botilbud.

Men ifølge Trine Salbøg Kristensen har kommunen svigtet Tobias, når de ikke har gjort en større indsats for at overbevise ham om, at han ikke skal bo alene.

quote Isolation er jo ren tortur for en hjerne.

Trine Salbøg Kristensen, mor til Tobias, Feldballe

- Man smider en hel familie på gulvet. Man kunne lige så godt have stået og trampet på os. Vi fortæller, hvad der sker, men vi kan ikke komme igennem med det, siger Trine Salbøg Kristensen.

- Hvis han boede et andet sted, ville der være noget aktivitet rundt om ham og noget liv. Det er der ikke i en lejlighed. Tobias er isoleret. Den er ikke indrettet, og han lever stort set i sit soveværelse. Han lever ikke om dagen, han lever om natten. Han får intet lys. Isolation er jo ren tortur for en hjerne.

Aarhus Kommune: - På alle måder ærgerligt

Aarhus Kommune erkender, at man i Tobias’ sag ikke er nået i mål.

- Det, som vi i hvert fald har forsøgt, er, at komme med forskellige muligheder, sætte forskellige ting i spil for den unge mand. Men vi må så erkende, at han ikke har sagt ja tak til dem, og det har ikke haft hans interesse, siger Rune Meyer, centerchef for Ungecentret i Aarhus Kommune, til TV2 ØSTJYLLAND.

Men er I så gode nok pædagogisk til at prøve at påvirke ham til at sige ja?

- Det er i hvert fald ikke lykkedes i den konkrete sag før nu. Og det er jo på alle måder ærgerligt.

Rune Meyer fortæller, at det er en kompleks affære at finde de rette tilbud til folk med mange diagnoser.
Rune Meyer fortæller, at det er en kompleks affære at finde de rette tilbud til folk med mange diagnoser.

Rune Meyer forklarer, at man har forsøgt mange forskellige ting i forhold til Tobias. Man har haft tilknyttet en ugentlig bostøtte, en psykolog og hentet hjælp fra private aktører.

- Folk med psykiske lidelser er lige så forskellige som du og jeg, så det er lettere sagt end gjort at finde en god model, siger han.

- Det er jo afgørende, at den unge selv er interesseret i at få hjælp fra os og er enig i det, som vi kan snakke os frem til, og som der kan peges på. For der er jo ikke tvang i det her – det er tilbudsorienteret, siger han.

quote Jeg kunne godt tænke mig at få et sted at bo, så jeg kan falde til ro og komme videre med mit liv.

Tobias Salbøg Morsø, Aarhus

Den seneste måned har Tobias været færdigbehandlet, men han er fortsat indlagt på psykiatrisk afdeling på AUH, fordi der endnu ikke er et tilbud klar til ham. Men ifølge Rune Meyer er der lys i mørket, og kommunen arbejder på en løsning.

- Jeg er træt af, at jeg skal sidde og vente på, at kommunen får fundet noget til mig. Det, synes jeg, er frustrerende. Jeg kunne godt tænke mig at få et sted at bo, så jeg kan falde til ro og komme videre med mit liv, siger Tobias Salbøg Morsø.

Tobias Salbøg Morsø håber, at han ved at fortælle sin egen historie kan hjælpe andre som ham til at få bedre hjælp.
Tobias Salbøg Morsø håber, at han ved at fortælle sin egen historie kan hjælpe andre som ham til at få bedre hjælp.
gymnasiet gymnasium student studenter

Skole revser forslag: Ingen har spurgt os

Breaking
Kildemosen

Tragedie på plejecenter: Tre ud af otte beboere er døde - flere er isoleret

Politibil

Indbrud endte i vild biljagt

Anders Kühnau

Udvalg vil lukke gymnasium

1918-julefest-sammenkobling

Så er det jul igen - nu i farver!

Henrik Ullum

playNy direktør i SSI advarer: Julen kan blive epidemiens største udfordring