To tørstige tyve blev taget på fersk gerning

Tidligt torsdag morgen anholdt politiet to mænd, efter de blev set smadre en rude i en café og gå derfra med en orange genstand.

Normalt ville man nok tænke, at tyve gik efter penge, smykker og andre værdigenstande.

Men det var noget helt andet, to mænd torsdag stjal fra en café i Aarhus.

En kvinde ringede tidligt om morgenen til politiet, da hun havde set dem smadre en rude i caféen, der ligger på Banegårdsgade.

De to mænd var derefter gået ind ad den smadrede rude og kom ud igen med en orange genstand skjult under overtøjet.

En patrulje blev hurtigt sendt afsted, og på Valdemarsgade fik betjentene øje på to personer, der svarede til kvindens beskrivelse.

Havde stjålet en kasse Fanta 

Da patruljevognen nærmede sig de to mænd, stillede den ene den orange genstand fra sig og gik i høj fart fra stedet. Der viste sig at være tale om en kasse Fanta.

Betjentene fik kaldt de tørstige mænd tilbage til stedet, og de blev anholdt og sigtet for indbrud.

Den ene, en 47-årig mand, blev meget ophidset og fik håndjern på under anholdelsen. Han blev sammen med den anden, en 23-årig mand, taget med på politistationen.

Den 47-årige blev også sigtet for at have en mindre mængde narko på sig.