Tivoli kimet ned - folk tror, de har vundet sæsonkort
Tivoli Friheden har haft travlt efter et svindelnummer har snydt mange hundrede.
Tivoli Friheden er blevet brugt som lokkemad til at svindle folk på Facebook. Det fik mandag forlystelsesparken til at advare mod den falske annonce, som udlovede sæsonkort i en konkurrence.
Siden Tivoli Friheden fortalte, at der var tale om svindel, har de været i kontakt med mange hundrede, der er blevet snydt af den falske konkurrence.
Det fortæller Anne Sofie Juulsgaard Hansen, digital content specialist i Tivoli Friheden, i et skriftligt svar til TV2 Østjylland.
- Vi har fået hundredvis af henvendelser mandag på Facebook og over telefon, og det har fortsat tirsdag på telefon, vores Tivoli-mail og Facebook. Så vi har vel efterhånden været i kontakt med omkring 800-900 mennesker, der desværre har troet, at de har vundet sæsonkort til Tivoli Friheden, skriver hun.
Hundredvis snydt, men konkurrence findes ikke
Men der er tale om svindel. Brugerne får besked om, at de har vundet fire sæsonkort i konkurrencen. De skal blot trykke på et link, hvor de skal indtaste deres adresse, og det er her, de bliver snydt.
Ved første øjekast er det meget svært at se, at der ikke er tale om det ægte Tivoli Friheden. Forlystelsesparken oplever oftere svindel end tidligere, og folkene bag bliver dygtigere.
- Vi oplever de her falske profiler og konkurrencer hyppigere end før, og svindlerne bag bliver dygtigere og dygtigere til at producere de falske sider og konkurrencer. Generelt virker hele deres setup noget mere avanceret, end vi har set før. Så det bliver selvfølgelig også sværere at gennemskue, at det er svindel, skriver Anne Sofie Juulsgaard Hansen til TV2 Østjylland.