Tilfreds politi efter festival: - Ingen større sager
Østjyllands Politi melder om en relativt rolig festival.
Lørdag nat sluttede dette års Northside, og for Østjyllands Politi har festivalen ikke givet særligt mange anmeldelser eller sigtelser.
- Der har været enkelte småsager lørdag, men ingen større sager, fortæller Mikkel Møldrup, vagtchef ved Østjyllands Politi søndag morgen.
Der har været enkelte bødesager, og mens politiet ikke udskrev bøder for besiddelse af stoffer fredag, var der enkelte, som blev taget for den forseelse lørdag.
Ifølge Østjyllands Politi har der været rigtig fint samarbejde med festivalens egen sikkerhedsfolk, som ifølge politiet virker til at have været godt repræsenteret.
Styr på det
Efter kaotiske scener i 2022 med væltede hegn og folk på kørebanen ved afslutningen af koncerterne, er der i år kommet styr på den del, melder politiet.
For tredje - og sidste - nat i træk kunne man konstatere, at der ikke var nogle problemer med at lukke folk ud fra festivalpladsen på Eskelunden.
Festivalen er angiveligt også gået fri for krænkende adfærd og voldtægt - i hvert fald har politiet ikke på nuværende tidspunkt fået nogen anmeldelser om sådanne situationer.