Teenagepige fortsat i livsfare – lastbilchauffør sigtet i sagen
En lastbilchauffør er onsdag eftermiddag blevet sigtet for at køre overfor rødt i forbindelse med sammenstødet tirsdag aften, hvor en 16-årig pige fik kraniebrud
Den 16-årige pige, der tirsdag aften fik kraniebrud ved et voldsom trafikuheld i Aarhus, er fortsat i livsfare, oplyser Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.
Fire personer var involveret i trafikulykken, hvor en varebil og en personbil kørte ind i hinanden i krydset ved Ravnsbjergvej og Skanderborgvej i Aarhus-forstaden Viby. Årsagen måtte dog ifølge Østjyllands Politi skyldes, at en tredjepart var kørt overfor rødt. Onsdag eftermiddag er en person blevet sigtet.
Læs også
- Vores undersøgelser på stedet har gjort, at vi har sigtet en lastbilchauffør for at køre overfor rødt i forbindelse med trafikuheldet, oplyser kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi, Janni Lundager.
Sigtelsen afhænger af pigens tilstand
Lastbilchaufføren er blevet afhørt, men hvad der videre kommer til at ske i sagen afhænger af pigens tilstand.
- Lastbilchaufføren har kørt overfor rødt, og det er han sigtet for. Hvad sigtelsen helt præcist kommer til at lyde på afhænger af pigen tilstand, siger Janni Lundager, kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi.
Læs også
Den 16-årige pige er fortsat indlagt på Aarhus Universitetshospital i Skejby.