Tankstation rives ned: - Det er en festdag
For beboerne i Rundhøj i Aarhus giver nedrivningen af den gamle tankstation på torvet anledning til fejring
Onsdag tog en gravko - med Aarhus' borgmester i styrehuset - fat på et nyt Rundhøj. Den gamle tankstation skal ned, så der kan opstå et nyt samlingssted.
- Det er absolut en festdag. Det er en milepæl, som vi har ventet på i flere år. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi har stået og både råbt og bedt om det her igennem de sidste fem år, siger Esben Kullberg, der er beboer i Rundhøj i Aarhus.
Rundhøj i det sydlige Aarhus har været præget af kriminalitet i flere år. Politiet har tidligere indført visitationszoner for at komme en bandekonflikt til livs.
Læs også
I 2014 var bydelen præget af hashhandel og hærværk, som beboerne vil have stoppet. Samme år holdte beboerne møder for at råbe politikerne i Aarhus Kommune op.
Selvom det var borgmesteren, der tog styringen i gravkoen i dag, så er det borgernes kamp, der endelig forløses.
- Det har taget hårdt på kræfterne for mange ildsjæle. Men der, hvor vi er i dag, det er beviset på, at det lykkedes i den sidste ende, siger byrådsmedlem Hans Skou (V).
Skulle man fra kommunen side havde gjort noget, noget før?
- Det kunne man godt sige. Der har været prøvet mange forskellige ting. Udfordringen her har også været, at få helt styr på ejerskabet og hvem, der egentlig har lov til at udvikle på området. Det er der kommet klarhed over nu, siger Jacob Bundsgaard (S), borgmester i Aarhus Kommune.
Når tankstationen er revet ned, skal beboerne være med til at beslutte, hvad der skal ske på torvet i Rundhøj.
- Her hvor tankstationen ligger, der kommer folk til at færdes, og så bliver det byen, der indtager torvet igen, siger Hans Skou.
Til at se nedrivningen var nogle af børnene fra området, blandt andet en pige der helt bestemt mener, der skal være blomster, der hvor tankstationen har været. Se mere i videoen øverst i artiklen.