Tank el til bilen mens du handler
Tank gratis strøm frem til d. 1. maj
Som de første i den jyske hovedstad giver elbiloperatøren ChoosEV nu strøm og plads til elbiler med en Quick Charge-station ved Føtex i Storcenter Nord i Aarhus.
Med den nye Quick Charge-station har elbilister mulighed for hurtigt at få strøm på elbilen, mens dagens indkøb bliver klaret. På en lille halv time kan man tanke el svarende til 80 pct. af batterikapaciteten, eller hvad der svarer til ca. 100 km kørsel i de fleste moderne elbiler.
- Vi er i fuld gang med at sætte quick charge stationer op over hele landet. Det betyder, at det bliver lettere og mere fleksibelt at være elbilist, fordi man har mulighed for en hurtig opladning, uanset hvor i landet man bor. Det gør det samtidigt også muligt at bruge elbilen på længere strækninger og "tanke" el undervejs , forklarer Lars Bording, adm. direktør i ChoosEV.
Quick Charge-stationen vil i den kommende periode blive testet af blandet andre de aarhusianske elbil-testpiloter, der kører med i Europas største elbilforsøg, testenelbil.dk.