The Tall Ships Races vender tilbage
Verdens største kapsejlads for skoleskibe - The Tall Ships Races - vender tilbage til Aarhus i 2019, og dermed er sejlene sat til en folkefest, der vil trække flere end en halv million gæster til havnen i Aarhus og skabe liv og omsætning i byens restauranter, cafeer, museer og butikker
Aarhus var starthavn for The Tall Ships Races i 2013, og i sommeren 2019 kan nogle af verdens største skoleskibe igen opleves i Aarhus.
Borgmester Jacob Bundsgaard (S) glæder sig over, at kapsejladsen for fjerde gang lægger til kaj i Aarhus.
- Det er en stor gevinst for Aarhus, at byen også i 2019 får mulighed for at lægge kaj til Tall Ships Races. Aarhus har været værtsby ved tre tidligere Tall Ships Races, og hver gang har det været en kæmpe succes for både de mange besøgende og for byen. Sidst i 2013, hvor vi som starthavn i samarbejde med STI skabte et brag af en sejlfest på havnen med en halv million begejstrede besøgende fra nær og fjern, og igen markerede Aarhus som en eventby. Den fest og succes glæder vi os til at gentage, fortæller Jacob Bundsgaard i en pressemeddelelse.
Peer Kristensen, der er direktør i Visit Aarhus, ser frem til, at The Tall Ships Races ankommer til Aarhus den 31. juli 2019.
- Det er en begivenhed, som tiltrækker rigtig mange gæster. Vi ved af erfaring, at mange benytter lejligheden til også at kigge nærmere på resten af byen, og dermed er The Tall Ships Races en begivenhed, som hele byen har gavn af og med god grund kan glæde sig til, siger direktør i Visit Aarhus Peer Kristensen.
The Tall Ships Races er en årligt tilbagevendende international kapsejlads for skoleskibe og har været afholdt i europæiske farvande siden 1956.