Syv personer taget for at køre uden kørekort: - Det er lidt foruroligende
Syv personer blev i løbet 16 timer taget i at køre uden kørekort i Aarhus-området.
På under et døgn har Østjyllands Politi taget syv personer i at køre uden et gyldigt kørekort i og omkring Aarhus. Det fortæller Østjyllands Politi lørdag formiddag.
- Det er korrekt, at vi har taget syv personer i at køre uden kørekort. Vi lavede en indsats i går, hvor vi tjekkede lidt flere, end vi plejer, men det er stadigvæk lidt foruroligende, at så mange kører rundt uden at have tilladelse, siger Martin Christiansen, der er vagtchef hos Østjyllands Politi, til TV2 ØSTJYLLAND.
Den første, som blev taget uden kørekort, var en 25-årig mand, der blev stoppet på Inge Lehmanns Gade i Aarhus Midtby klokken 10.40. Og allerede klokken 12.55 var den gal igen - denne gang i Brabrand, hvor en 27-årig mand blev stoppet på Hejredalsvej.
I alt blev seks mænd og én kvinde taget uden et gyldigt kørekort. To i Aarhus, to i Brabrand og en i henholdsvis Hornslet, Tilst og Skødstrup.
- Det er en rigtig alvorlig forseelse. Det er både personer, som har fået det frakendt og som ikke har erhvervet sig det igen. Men også personer, som aldrig har haft et kørekort, og de kender jo slet ikke færdselsloven, siger Martin Christiansen.
Han påpeger dog, at færdsel er noget, som politiet har stort fokus på.
- Vi tjekkede flere, end vi plejer i går, men vi har altid stort fokus på det, siger han.
Hvad der sker med de syv personer nu, afhænger af, om det er første gang, de laver forseelsen, eller om de tidligere er blevet taget for noget lignende.
- I første omgang får man en bøde, men hvis man har gjort det mange gange, så kan det ende med, at vi beslaglægger køretøjet, siger Martin Christensen.
Oversigt over de syv som blevet taget uden førerret
En 24-årig mandlig bilist førte fredag kl. 10.40 en registreret personbil på Inge Lehmanns Gade i 8000 Aarhus, uagtet han havde kørselsforbud.
En 27-årig mandlig bilist førte fredag kl. 12.55 en registreret personbil på Hejredalsvej i 8220 Brabrand, uagtet førerretten var administrativt inddraget.
En 20-årig mandlig bilist førte fredag kl. 13.17 en registreret personbil på Karen Blixens Boulevard i 8220 Brabrand, uagtet at han ikke havde erhvervet kørekort.
En 51-årig mandlig bilist førte fredag kl. 16.25 en personbil på Grenåvej i 8543 Hornslet, uagtet han var frakendt førerretten.
En 38-årig kvindelig bilist førte fredag kl. 16.18 en registreret personbil på Grenåvej i 8541 Skødstrup, uagtet hun ikke havde generhvervet kørekort.
En 23-årig mandlig bilist førte fredag kl. 19.31 en registreret personbil på Tilst Parkvej i 8381 Tilst, uagtet han ikke havde generhvervet kørekort.
En 20-årig mandlig bilist førte lørdag kl. 02.15 en registreret personbil på Bernhardt Jensens Boulevard i 8000 Aarhus, uagtet at han ikke havde erhvervet kørekort.
Kilde: Østjyllands Politi