Symfoniorkester efterlyser vigtig fløjte: 10.000 kr. i dusør
Det vil tage orkestret et år at erstatte det forsvundne instrument. Derfor søger de nu hjælp fra borgerne.
Tirsdag var en uheldig dag for en fløjtenist fra Aarhus Symfoniorkester. En tur med bussen endte i tårer og stor ulykke. For da hun rejste sig for at stå af, lå hendes højt skattede og helt unikke tværfløjte ikke længere, hvor hun havde lagt den.
- Jeg har en helt knust fløjtenist, fortæller souschef ved Aarhus Symfoniorkester Mette Rohde Gottschalck til TV2 ØSTJYLLAND.
Stor dusør
Tværfløjten var håndlavet og personligt udvalgt til netop dén fløjtenist og har sin helt egen klang, der er indpasset perfekt i resten af orkestret gennem flere år. Derfor har symfoniorkestret nu udlovet en høj dusør på fløjten: 10.000 kroner får man, hvis man indleverer den.
Læs også
- Det er meget vigtigt for os at få denne her fløjte tilbage. En fløjte er ikke bare en fløjte. Det vil tage os et helt år, før vi kunne have en tilsvarende fløjte, fordi processen med at finde den rigtige med den rette klang og få håndlavet et passende mundstykke tager meget lang tid, forklarer Mette Rohde Gottschalck.
- For os svarer dusøren derfor til den tid, økonomi og kræfter, vi skal bruge på at finde en ny fløjte.
Forsvundet i 2a
Aarhus Symfoniorkester opfordrer alle til at holde godt øje med, om fløjtekassen skulle ligge smidt et sted langs busrute 2a mellem Park Allé og Holme. På ruten kører bussen blandt andet forbi Harald Jensens Plads, Rosenvangsskolen og Rundhøjcentret på sin vej mod Holme.
Fløjtens forsvinden er meldt til politiet som også ud fra overvågningskameraer i bussen efterforsker sagen, men symfoniorkestret er klar til at give en eventuel tyv frit lejde til at komme retur med fløjten.
Læs også
- Det kan være, at der er én der har snuppet den uden helt at være klar over, hvad det var. Som bare troede, der var en pung med hurtige penge. De får sig nok en overraskelse, når de finder ud af, hvor stor værdi den her fløjte har for et andet menneske og et helt orkester, siger Mette Rohde Gottschalck.
- Der er derfor mulighed for at aflevere den i Musikhuset eller til mig uden at man behøver sige, hvem man er. Vi tager imod med kyshånd, forklarer hun.
Premiere i næste uge
Den forsvundne tværfløjte skulle allerede på onsdag i næste uge spille med til premieren på operaen Micheal Kohlhaas i Den Jyske Opera og fredagen efter til prestigekoncert i Hamburgs ikoniske koncertsal Elbphilharmonie.
- Heldigvis har vi mulighed for at finde en reservefløjte, fløjtenisten kan spille på. Men det er slet ikke det samme for en musiker at spille på et andet instrument end sit eget, siger Mette Rohde Gottschalck.
Har du fløjten eller ved du hvor den er, kan du kontakte Mette Rohde Gottschalck på telefonnummer 41859923.