Sygeplejerske går på arbejde med ondt i maven – nu er der hjælp på vej

Sundhedspersonalet i hele Region Midtjylland er hårdt pressede. Nu er der endelig hjælp på vej til den afdeling, der tager imod covid-19-patienter på Aarhus Universitetshospital.

Katrine Tjustrup mærkede dét, som hun beskriver som en knude i maven, for cirka en måned siden.

Siden da har ’knuden’ vokset sig større og større, og den har bragt følelsen af at være utilstrækkelig med sig.

- Normalt møder jeg positiv ind, og jeg tænker også, det nok skal blive en god dag i dag, men med den situation, vi er i, kan jeg godt mærke, at tankerne kører lidt omkring, hvilken dag det bliver, og hvad dagen vil bringe, siger Katrine Tjustrup til TV2 ØSTJYLLAND.

Katrine Tjustrup er 26 år gammel, og hun har arbejdet på afdelingen for infektionssygdomme på Aarhus Universitetshospital i fire måneder. Det er den afdeling, der tager imod covid-19-patienter.

quote Vi er udkørte og trætte. Lyset for enden af tunnelen bliver længere og længere væk.

Katrine Tjustrup, sygeplejerske, AUH

I begyndelsen var det spændende, men med tiden er spændingen blevet overtaget af følelsen af ikke at kunne slå til. Det er en følelse, som mange af hendes kolleger også står med.

- Vi er udkørte og trætte. Lyset for enden af tunnelen bliver længere og længere væk, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.

Professor og ledende overlæge på afdelingen for infektionssygdomme på Aarhus Universitetshospital Lars Østergaard anerkender, at hans personale er under ekstremt pres.

- Jeg har det virkelig trist og træls med, at mit personale er i sådan en situation. Det er et stort pres, de er under, og det har de været længe, siger Lars Østergaard TV2 ØSTJYLLAND.

VIDEO: Katrine Tjustrup føler sig utilstrækkelig før, efter og under sit arbejde.

Hjælp på vej

Sygeplejerskerne på afdelingen har længe haft et ønske om at få flere hænder. Problemet er bare, at der er mangel på sygeplejersker, men nu har ledelsen på hospitalet fundet nogle andre løsninger.

Afdelingen har netop fået en række medicinstuderende, som skal hjælpe sygeplejerskerne, og så er antallet af de sengepladser, som ikke er til covid-19-patienter, blevet reduceret.

Det betyder, at afdelingen nu har 16 sengepladser frem for 28.

12 af de 16 sengepladser er til covid-19-patienter. De resterende øvrige sengepladser er fordelt ud på andre afdelinger.

- Dels handler det om, at få flere personer til at være med til at løse opgaven. Det handler også om at få robusthed og en stabilitet, så vi ikke den ene dag skal passe ét antal, og den næste dag et andet antal, siger Lars Østergaard til TV2 ØSTJYLLAND.

Lars Østergaard er ledende overlæge på afdelingen for Infektionssygdomme på AUH.
Lars Østergaard er ledende overlæge på afdelingen for Infektionssygdomme på AUH. Foto: TV2

Sygeplejerskerne fortæller, at de er ekstremt udmattede. Kan det ende med at være for sent, I indfører de nye tiltag?

- Jeg tror ikke, det er for sent, men jeg havde ønsket, at vi havde gjort det på et tidligere tidspunkt. Jeg kan lov dig for, at jeg vil gøre alt for, at det her fungerer, siger Lars Østergaard til TV2 ØSTJYLLAND.

”Fastansættelser er det ideelle”

Nogle af tiltagene er allerede indført, og sygeplejerskerne kan så småt sænke farten.

- Som vi står nu, er det en nødvendighed, og jeg synes, det er en genial løsning. Vi kan allerede nu mærke, at de her nye tiltag er indtrådt, siger Katrine Tjustrup til TV2 ØSTJYLLAND.

Er det tidsnok?

- Det er godt, at det sker nu. Jeg tror måske, at vi også på afdelingen her har lært, at vi skal gribe ind noget før, siger hun.

Katrine Tjustrup lægger stor vægt på, at hun - på trods af travlheden - elsker at arbejde på afdelingen for Infektionssygdomme på AUH, og hun kalder afdelingen for 'en ekstra familie'.
Katrine Tjustrup lægger stor vægt på, at hun - på trods af travlheden - elsker at arbejde på afdelingen for Infektionssygdomme på AUH, og hun kalder afdelingen for 'en ekstra familie'.

Er de nye tiltag nok til at rette op på de problemer, I oplever?

- På længere sigt bliver vi nødt til at have mere personale i faste stillinger, hvis vi skal opretholde det her, og det skal vi jo, siger hun.

Dette ønske lader dog ikke lige til at blive opfyldt, da der generelt er mangel på sygeplejersker. Oven i det kæmper afdelingen også med en del sygemeldinger. Lige nu er omkring 14 ud af 40 ansatte på afdelingen sygemeldt.

Covid-patienter kræver mere

Presset på sygeplejerskerne på corona-afdelingen er gået op og ned de seneste i 10 måneder. For en måned siden steg presset igen, og det er dét, der efterhånden har fået bægeret til at flyde over for mange af sygeplejerskerne.

- For et par uger siden fik vi patienter fra Horsens og patienter fra plejehjem, og det gør, at tyngden af patienterne lige pludselig stiger, og lige nu er det nogle rigtig tunge patienter, vi har, siger Katrine Tjustrup til TV2 ØSTJYLLAND.

Når man ser på, hvor mange hænder der er til de patienter, der er på afdelingen, er der på papiret nok, forklarer Katrine, men fordi covid-patienter kræver mere end alle mulige andre typer patienter, kræver det mere tid og flere hænder at pleje dem.

- Det er jo isolationspatienter, som vi har at gøre med, så det at skulle ind og ud til patienten, er ikke bare noget, man gør. Det kræver, at vi tager værnemidler på og af igen på den korrekte måde, og at vi får sprittet alt af, siger Katrine Tjustrup.

VIDEO: Her kan ud høre, hvilken følelse Katrine Tjustrup havde, da hun kom hjem fra arbejde tirsdag den 1. december.

Udsigt til, at knuden bliver mindre

Følelsen af at være utilstrækkelig og hverken kunne være der for sig selv, sine kolleger eller sine patienter, smitter også af på sidstnævnte.

- Så sent som i weekenden, havde jeg igen en patient, der sagde; ’hold nu op, I har travlt’. Det er lige det, der går i maven. Det er jo min opgave, at være der for de patienter, der har brug for mig, men det har jeg bare sjældent rigtig tid til, siger Katrine Tjustrup.

Nu kan den unge sygeplejerske forhåbentlig snart se frem til, at knuden i maven bliver mindre og mindre. Med de nye tiltag fra hospitalets ledelse og en vaccine i vente begynder hun så småt at kunne se lyset for enden af tunnelen igen.

- Det er bare så dejligt at mærke, at der nu endelig bliver taget hånd omkring, at vi har behov for hjælp for at kunne bekæmpe den her virus. Så alt i alt har jeg en god mavefornemmelse, men alligevel tænker jeg ’hvad er det dog for en dag, det bliver i morgen’.

IMG_Parkour224

play Moumen hopper fra mur til mur - lader sig ikke styre af usynlige regler

lægehelkiopter akuthelikopter helikopter

Person fløjet på hospitalet efter frontalt sammenstød

_DSC2603-1600px

Lynnedslag stopper letbanen - flere afgange aflyst

20200925-111922-L-1920x1280we

play Regnen vælter ned over Østjylland

elledning ledning el elektricitet strøm elmast

20.000 ramt af strømafbrydelse søndag morgen

Retten i Aarhus politi byret byretten domstol

Dommer fængsler 35-årig mand i sag om voldtægt

Dagens mest læste