Syge børn får lov til leg: Steen bliver varm om hjertet
Foreningen Lastbiler for børn besøgte lørdag Trygfondens Familiehus i Skejby for at give børnene en god oplevelse
Lange, kolde gange, hvide kitler og utallige undersøgelser og behandlinger. Det er hverdagen for mange syge børn i Danmark.
I dag fik børnene ved Trygfondens Familiehus ved Aarhus Universitetshospital i Skejby en tiltrængt mulighed for at komme uden for murene og mærke vindens susen i håret. Mærke kinderne blive røde.
Det skete, da en karavane af lastbiler endnu engang kom forbi for at skabe gode oplevelser med sjov og leg.
Læs også
Manden bag det hele er Steen Møller Jensen, som har stiftet foreningen "Lastbiler for børn". Han er vant til at drøne af sted på de danske veje, men lige netop denne lørdag var hans og flere andre chaufføreres lastbiler ikke tiltænkt som transportmidler, men i stedet som oplevelser.
- Så kan børnene komme ud og få nogle sjove timer. De kan glemme, de er patienter og huske, at de er børn og få lov til at lege. Trykke på horn, lamper og lygter, fortæller Steen Møller Jensen til TV2 ØSTJYLLAND.
Børnene kunne komme inden for i de tonstunge maskiner, dytte i hornet og lege med fjernstyrede lastbiler, som var de eneste der suste rundt på parkeringspladsen foran børnehuset.
Tanker op med oplevelser
For nogen vil et besøg af nogle lastbiler måske ikke betyde alverden, men det gør det, når man er barn og tilmed syg. Det kan Steen Møller Jensen snakke med om.
Hans datter blev født for tidligt og var derfor indlagt på hospitalet i fem måneder. Det var en del af motivationen for, at han besluttede sig for at skabe oplevelser for andre børn.
- Det kan gøre deres hverdag sjovere de næste to-tre uger. De kan tænke tilbage på nogle gode oplevelser, fortæller han.
I skrivende stund har foreningens Facebook-side "Lastbiler for børn" 2.770 medlemmer. Mottoet er "I truckerens rige er alle børn lige".
Også i april sidste år kom lastbilerne til Skejby for at glæde børnene - og også chaufførerne selv. Steen Møller Jensen bliver varm om hjertet af at se de mange glade ansigter. Han får hver gang en klump i halsen på vej hjem til Nordjylland, når han kører derfra, fortæller han:
- Jeg bliver selv lidt rørt hver gang, når jeg ser det. Jeg synes, det er det hele værd.