Supersygehus får et køkken
Køkkenet var ikke med i det oprindelige budget
Det kommende supersygehus i Skejby får sit eget køkken. Det slår formanden for Region Midtjylland, Bent Hansen, nu fast.
I det oprindelige budget var der ellers ikke afsat penge til at bygge et selvstændigt køkken:
- Det vi har lagt op til, er, at det finansieres inden for vores almindelige anlægsrammer, og så er der nogle teknikailteter i forhold til kvalitetsfondsprojektet, men det korte og det lange er: Der skal være et køkken. Og det bliver der, siger Bent Hansen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
I slutningen af oktober vedtog man et budget, hvor man opprioriterede køkkenet i forhold til det tidligere budget:
- Det var jo en lang proces, hvor vi havde et budget, der var langt større end det, vi endte med at have, og vi skulle tage nogle elementer ud. Og nu har vi så lagt det tilbage i vores almindelige anlægsrammer, for vi har jo anlægsmidler ud over det, vi bruger, forklarer Bent Hansen.
Ud over et hospitalskøkken er der i det nye budget også lagt op til, at sygehuset skal indeholde et apotek og et vaskeri.
Hør Bent Hansen fortælle mere i videoen øverst på siden, hvor han også fortæller, hvorfor det er vigtigt at have et hospitalskøkken.