Sun Tours opkøbt
Aarhus-selskab solgt til Bravo Tours
Rejseselskabet Sun Tours med hovedsæde i Aarhus er blevet opkøbt af Bravo Tours.
Sun Tours sender hvert år cirka 37.000 rejsende på ferie. Selskabet har en omsætning på 150 mio. kr.
Trods salget til Bravo Tours fortsætter Sun Tours som et selvstændigt brand.
- I Sun Tours glæder vi os over at blive en del af en større familie. Vi vil fortsat være familiære i vores måde at møde vores gæster på, og vi er glade for, at vi på længere sigt vil kunne tilbyde vores gæster endnu flere spændende rejsemål, siger direktør i Sun Tours Lars Glavind på selskabets hjemmeside.
Sun Tours har cirka 15 ansatte. Foruden charterrejser til bl.a. Spanien, Tyrkiet og Grækenland tilbyder det aarhusianske selskab også campingferier samt skiferier i Andorra.
Bravo Tours med hovedsæde i Herning omsætter for 750 mio kr. og sælger 135.000 rejser om året. Det midtjyske selskab har 70 ansatte.