Succes med borger-app: Over 2000 tip fra aarhusianerne
Aarhus Kommune har gennem den nye app fået over 2000 henvendelser fra borgere, der gør opmærksom på huller i vejene, væltede træer og skæve skilte
I april lancerede Aarhus Kommune en ny app kaldet Borgertip, hvor de lokale nemt og enkelt kunne gøre de relevante medarbejdere opmærksomme på fejl og mangler i bybilledet. Det kunne være alt fra væltede træer til overfyldte skraldespande. Og den nye app har været en succes.
Over 2000 henvendelser om alt mellem himmel og jord er det blevet til, og det glæder rådmanden for teknik og miljø, Kristian Würtz (S).
- Vi har alle et ansvar for, at Aarhus fortsat er et dejligt sted at være. Kommunens medarbejdere kan ikke komme overalt, så derfor er det en stor hjælp, når aarhusianerne hjælper med at være ekstra øjne i byrummet, siger han.
Læs også: Ny app skal gøre Aarhus pænere
Det var forventningen, at der ville komme 3.000 tip i løbet af det første år, men fortsætter tendensen, bliver det tal langt højere.
En af fordele ved borgertip-app'en er, at henvendelser hurtigt kommer videre til den rette medarbejder hos kommunen, og så er app'en lavet sådan, at borgeren let kan følge deres tip, og se når opgaven er udført.
Du kan høre rådmandens forventninger til app'en ved lanceringen i klippet herunder: