Substans vinder Michelin-stjerne tilbage
Aarhus har fået en ny Michelin-restaurant, da Substans mandag aften fik tildelt en af de prestigefyldte stjerner. Også Domestic kan tilføje en ny stjerne til CV'et - en såkaldt grøn Michelin-stjerne.
Restaurant Substans er på alle måder tilbage på toppen blandt danske restauranter.
Siden Aarhus-restauranten Substans i 2020 åbnede i nye lokaler højt til vejrs på 12. og 13. etage i Pakhusene på Aarhus Ø, har ambitionen været at vinde den Michelin-stjerne tilbage, som restauranten måtte fraskrive sig, da de i april 2019 lukkede i de daværende lokaler i Frederiksgade.
Nordiske stjerner er uddelt siden 2014
Da den nordiske Michelin-guide udkom første gang i 2014, var det med 39 stjernerestauranter. Dengang ingen med tre stjerner. I dag bærer over 50 nordiske restauranter de eftertragtede stjerner - herunder de fire aarhusianske spisesteder Substans, Domestic, Gastromé og Frederikshøj.
Kilde: michelin.dk
I aften lykkedes det så, da de nordiske Michelin-stjerner blev uddelt i et tv-show på den norske Matkanalen sendt fra Stavanger Konserthus.
- Det er gode nyheder. Det har været et par udfordrende år, men vi har kæmpet os igennem. Andre har haft det værre end os, men en Michelin-stjerne er bestemt en meget fin påskyndelse for alt det hårde arbejde, lyder det fra René Mammen, der sammen med sin kone Louise har drevet Substans siden 2005.
Hun er også glad for, at de igen kan pryde sig med en Michelin-stjerne.
- Og vi har faktisk savnet at være en del af guiden det seneste år, hvor vi ikke har haft en location, så det er godt at være tilbage i guiden. Vi er meget glade, siger Louise Mammen i tv-showet.
Glæde hos Gastromé
Også aarhusianske Gastromé kunne mandag aften glæde sig over at få fornyet sin Michelin-stjerne i årets guide.
- Det har for alle i den her branche været to usandsynligt hårde år, så derfor er glæden ekstra stor for os i aften, da vi fik beskeden om, at vi har beholdt vores stjerne. Det har været vanskelig at vurdere, hvor vi stod, da tiden har været præget af nedlukninger og genåbninger, og undervejs var vi igennem en konkurs, så nu glæder vi os i den grad til at kigge fremad, og fokusere på det, som vi er bedst til, nemlig at give vores gæster nogle fantastiske oplevelser her i restauranten, skriver Søren Jakobsen, restaurantchef og medejer af Gastromé, i en meddelelse til TV2 Østjylland.
Også en ny stjerne til Domestic
Foruden den nye Michelin-stjerne til Substans, kunne Domestic også glæde sig over en såkaldt grøn Michelin-stjerne.
Den nordiske michelinguide uddelte en grøn stjerne til restauranter, der tænker i bæredygtighed.
Læs også
Den grønne stjerne kan Domestic vise frem sammen med den traditionelle røde Michelin-stjerne, restauranten også er indehaver af.
Ros fra borgmesteren
Efter årets uddeling er der roser til de aarhusianske restauratører fra borgmester Jacob Bundsgaard (S) i form af en skriftlig lykønskning:
- Det er en fantastisk flot præstation af vores restauranter og de dedikerede mennesker, der står bag – og som hver dag leverer på gastronomisk topniveau. Et kæmpe tillykke til dem, der har fastholdt deres stjerner – og til Substans, som har generobret sin stjerne i nye lokaler på Aarhus Ø.
- Men også et stort tillykke til Aarhus, for effekten af Michelin-stjernerne rækker udover det, den enkelte restaurant selv oplever og giver et kæmpe fokus på byen både nationalt og internationalt. Her på bagkanten af pandemien er der samtidig ekstra grund til at glæde sig. Det flotte resultat er med til at sende et stærkt signal om, at byen igen er åben, står knivskarpt og glæder sig til at tage imod gæster, skriver borgmesteren, der kan gå i seng vel vidende, at hans by er klar til at byde på en middag på højeste niveau.