Studieture til udlandet er vigtige
Ifølge udvalgsformand i Aarhus Kommune bør en studietur gå til udlandet
Hans Halvorsen, der er udvalgsformand i beskæftigelsesudvalget i Aarhus Kommune, mener, det er nødvendigt med udlandsrejser.
Byrådsmedlem Lars Bøje Mathiesen (LA) i Aarhus Kommune har ellers foreslået, at byrådets studieture i fremtiden går til destinationer inden for landets grænser som for eksempel Skive.
- For det første vil jeg sige, at de gør det udmærket i Skive. Jeg har faktisk været der på besøg adskillige gange til møder på jobcentret for at høre, hvordan de gør. De gør det godt i Skive ingen tvivl om det, men jeg vil også sige, at vi i Aarhus har nogle helt andre udfordringer, end de har, siger han.
Skive inviterer gerne Aarhus Kommune på studietur
I Aarhus Kommune har man brugt op til halvanden million kroner på studieture til udlandet.
- Jeg synes, at hvilken som helst virksomhed, hvis jeg må tillade mig at kalde Aarhus Kommune for en virksomhed - en stor virksomhed med omkring 30.000 ansatte, så er det nødvendigt, synes jeg, at vi kommer ud og får inspiration andre steder, siger Hans Halvorsen.
- Når vi tænker på, at det er syv politiske udvalg, der hver for sig tager ud to gange i løbet af en byrådsperiode på fire år. Så synes jeg ikke, at det er ekstravagant. Vi skal tænke på, at Aarhus kommune har et samlet budget på omkring 22 milliarder kroner, fortsætter han.
Udvalgsformanden afviser ikke, at man måske kunne finde destinationer tættere på end New York for at finde inspiration, men han mener, det er nødvendigt, at man kommer uden for landets grænser og får inspiration.
Se hele interviewet med udvalgsformanden i videoen øverst på siden.