Studerende: Når katastrofen rammer skal vi kunne agere
Medicinstuderende er i dag samlet til katastrofekursus i Aarhus.
Medicinstuderende skal lære og vide mere om katastrofehåndtering. Derfor har en frivillig gruppe studerende arrangeret et såkaldt katastrofekursus, som har til formål at forberede de studerende på at kunne håndtere mulige, fremtidige katastrofeopgaver.
- Vi synes ikke, at katastrofehåndtering er en stor nok del af pensum på medicinuddannelsen, så med det her arrangement prøver vi at give de studerende noget, de ikke får ellers, siger Laust Dupont, kursusansvarlig og medicinstuderende ved Aarhus Universitet.
Læs også
Mere end 70 studerende og læger deltager i kurset, som er arrangeret og afholdt af medicinstuderende. En af dem, der i dag mødte op for at deltage i kurset, er medicinstuderende Christian Thorup.
- Jeg glæder mig til at se, hvad der venter os, og så er jeg spændt på at prøve mig selv af i nogle forskellige akutte situationer. Det har vi slet ikke nok af på studiet, siger han.
Læs også
Det er de medicinstuderendes frivillige forening SATS (Studerendes Anæstesiologiske og Traumetologiske selskab), der for fjerde år i streg afholder katastrofekurset. De studerende skal ud over at høre foredrag selv igennem nogle prøver, og i aften skal de ud på en hemmelig location, hvor de skal afprøve nogle af de ting, de har lært på kurset
- Hvis ikke vi forbereder de studerende til at kunne indgå i en katastrofal situation, hvor antallet af tilskadekomne markant overstiger den behandlerkapacitet, der er, så kan vi ikke handle på det, siger Laust Dupont.
I år finder katastrofekurset sted både på Aarhus Universitet i dag, fredag, og i Karup lørdag og søndag i denne weekend.
Øverst i denne artikel kan du se det fulde interview med kursusansvarlig og medicinstuderende, Laust Dupont.