Strømsvigt i Aarhus søndag aften
10.000 husstande var uden strøm en times tid på grund af en kabelfejl
OPDATERET KL. 19.39:
De mange stearinlys i adventskransen var det eneste, der lyste op i mange aarhusianske hjem i Aarhus Midtby og på Frederiksbjerg søndag eftermiddag.
Her gik flere bydele i sort i godt en times tid på grund af strømafbrydelse.
- Vi fik den første melding klokken 17.26. Og kunne se, at 10.000 husstande i Aarhus Midtby var uden strøm, siger kommunikationschef hos energiselskabet NRGi Per Svendsen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
NRGi kunne i første omgang ikke finde ud af, hvorfor strømafbrydelsen var opstået, men konstaterede, at det skyldtes et problem på stationen i krydset på Kongsvang Alle og Marselis Boulevard.
- Stationen var helt udkoblet, så vi sendte straks fem teknikere ud for at koble den station ind på andre stationer, siger Lars Andersen, der er vagtchef og driftstekniker hos NRGi, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Efterfølgende fandt NRGi frem til, at det var en kabelfejl, der var skyld i strømafbrydelsen.
Salling ikke ramt af strømsvigt
Strømsvigtet i landets næststørste by var væsentlig mere omfattende, end det strømsvigt som lørdag ramte en central del af København.
I den forbindelse blev julehandlen på Strøget ramt, men det var kun i omegnen af 250 adresser, som måtte undvære strøm i et par timer.
Ritzau har været i kontakt med en kundeservicemedarbejder i varehuset Salling, som ligger midt på Strøget i Aarhus. Herfra lød meldingen, at man gik fri af søndagens strømsvigt.
- Vi har ikke været ramt, og jeg kunne også se, at der var lys uden for vinduet, så Strøget har ikke været ramt, fortæller kundeservicemedarbejderen.
I videoen øverst på siden kan du se et interview med Per Svendsen, kommunikationschef i NRGi, der er optaget mandag morgen, hvor han fortæller om søndagens strømsvigt i Aarhus.